Gå til indhold

Margit

En tolder er også en toldpjattet shippingassistent.

""

Min vej fra skolebænk til Toldstyrelsen

Jeg blev uddannet transport- og shippingassistent i 2008, og jeg har arbejdet i det private, inden jeg kom til Toldstyrelsen i slutningen af 2017. I min tidligere ansættelse har jeg arbejdet med told, men jeg havde ingen solid toldfaglig baggrund, da jeg startede i Toldstyrelsen. Som ny skal man igennem en masse intro til både Toldstyrelsen og det specifikke område, man skal arbejde med. Derudover har jeg haft mulighed for at tage et diplomfag, der hedder toldret, på VIA University College, og jeg skal snart i gang med endnu et fag, nemlig toldprocedurer. 

Derfor søgte jeg jobbet i Toldstyrelsen

Helt grundlæggende synes jeg, at told er virkelig interessant, og så havde jeg brug for, at der skulle ske noget nyt og noget helt andet i mit arbejdsliv. Jeg havde arbejdet med told i en shippingvirksomhed, så der er en helt naturlig rød tråd i mit karriereskift. 

Det var på mange måder en helt ny virkelighed at komme fra en lille, privat virksomhed og over i en kæmpestor organisation, men det er fedt at have prøvet begge dele. Det giver nogle dybe indsigter, som jeg kan bruge i mit nuværende arbejde, at have siddet på den anden side af skrivebordet. 

Ikke bare næse for told, men næse i told

Jeg sidder i en afdeling, hvor vi sagsbehandler ansøgninger fra virksomheder angående toldbevillinger. En toldbevilling er et slags certifikat, som giver virksomhederne nogle toldmæssige fordele, hvis de overholder bestemte krav. 

Fordi det er så komplekst, blev jeg tilknyttet ét projekt, da jeg startede, og det var faktisk en rigtig god måde at komme ind i stoffet på. Vi sad mange nystartede kolleger på projektet, og det var virkelig rart at være mange nye sammen, for så var der andre, der stillede de spørgsmål, man måske ikke lige selv havde tænkt på, og på den måde blev vores toldfaglige vidensgrundlag hurtigt meget bredt. 

I de seneste par år har jeg været med til at hjælpe nye kolleger godt i gang, og her har vi virkelig dyrket sidemandsoplæring. Det betyder, at erfarne kolleger sidder og laver bevillingerne sammen med de nye kolleger og gennemgår alle steps, spørgsmål og undren. Og der er intet, der er for småt eller for stort at spørge om. Forløbet kører over flere måneder, og selvom det kræver mange mandetimer, er det virkelig godt givet ud. 

En sagsbehandler laver sagsbehandling – blandt andet

Når jeg møder på arbejde om morgenen, danner jeg mig som det første et overblik over de sager, jeg er i gang med – er der kommet nyt materiale ind fra virksomhederne, jeg skal tage hånd om, eller er der andet nyt, jeg skal reagere på? Vi arbejder altid på flere sager ad gangen, så der er nok at holde styr på og følge op på. 

Men jeg taler også i telefon med kolleger om forskellige sager og deltager i en række møder, så der er mange afbræk fra selve sagsbehandlingsdelen. Og så vejleder jeg jo virksomhederne. Over både mail, telefon og Teams. 

Derudover deltager jeg i forskellige fora, hvor vi tager forskellige problemstillinger op og drøfter dem. I en af grupperne arbejder vi bl.a. med interne arbejdsbeskrivelser for fx sikkerhedsstillelse eller de nye toldsystemer, og jeg kan virkelig godt lide, at jeg får mulighed for at bruge mit hoved på mange forskellige måder i løbet af en arbejdsdag. 

Det er selve arbejdet med told, der motiverer mig

Jeg synes, at told er helt vildt spændende, så helt grundlæggende er det faktisk det, der motiverer mig. Og så betyder det rigtig meget for mig, at vi virkelig dyrker den faglige sparring, os kolleger imellem. Både os, der sidder fysisk sammen, og med dem, der sidder andre steder i landet og arbejder med toldbevillinger. 

Vi har nogle meget erfarne og meget dygtige kolleger, som gerne deler ud af viden, og det er bare helt vildt fedt – at man ikke sidder på sin viden og ikke vil dele, men tværtimod gør, hvad man kan, for at styrke hele enheden. 

Og så er det altså også helt vildt motiverende, når jeg kan lukke en sag, som har været kringlet og besværlig, men hvor virksomheden får den bevilling, den har søgt, og medarbejderne føler sig godt hjulpet og guidet. 

Godt samarbejde og gode udviklingsmuligheder

Det kan godt være svært at få folk til at forstå, hvad det er, der er så fedt ved at arbejde med told. Og det kan måske godt virke ukonkret, når man ikke præsenterer sig som ’lærer’ eller ’sygeplejerske’ eller ’pilot’. Men det arbejde, vi udfører i Toldstyrelsen, er jo helt vildt vigtigt: Vi sørger for, at der ikke kommer illegale varer ind over de danske grænser, og vi hjælper virksomhederne med at betale den korrekte told – hverken for lidt eller for meget. 

Det er også fedt at være et sted, hvor samarbejdet med både kolleger og ledere er godt og trygt. I min enhed bruger vi hinanden rigtig meget til faglig sparring, og vi har en god og uformel tone. Og så er det bare rart at mærke, at man er blandt mennesker, der gerne vil hinanden ud over arbejdet. Vi er ca. 19 kolleger, og selvom det er svært at arrangere noget, som alle kan deltage i, når vi er så mange, er vi gode til at støtte op om de arrangementer, vi stabler på benene for hinanden. 

Jeg kan helt klart anbefale at søge et job her i Toldstyrelsen. Her er vildt mange udviklingsmuligheder, så hvis man føler, man er ved at gro lidt fast eller simpelthen får lyst til at arbejde med noget helt andet end det, man i første omgang blev ansat til, kan man blive lånt ud til andre afdelinger eller styrelser. Men man kan også dykke helt ned i et specifikt emne og blive specialist på dét område, og jeg synes virkelig, det er fedt at være et sted, hvor begge udviklingsmuligheder er til stede.