Privatlivspolitik
Det er blandt andet EU’s databeskyttelsesforordning (GDPR) og den danske databeskyttelseslov, der bestemmer, hvordan Toldstyrelsen i Skatteforvaltningen skal behandle dine oplysninger.
Her kan du læse, hvordan vi behandler dine oplysninger, og hvilke rettigheder du har.
En personoplysning er enhver form for information, som direkte eller indirekte kan henføres til en person. Det kan fx være oplysninger som navn, adresse, cpr-nummer, økonomi og familieforhold. Personoplysninger kan også være oplysninger om virksomheder, hvis der er tale om personligt ejede virksomheder eller aktionærer i et selskab.
Behandling af personoplysninger er alle former for håndtering af personoplysninger. Typiske behandlingsformer omfatter indsamling, registrering, systematisering, opbevaring, videregivelse, samkøring og sletning.
Skatteforvaltningen er dataansvarlig for de personoplysninger, som vi behandler om dig. Det betyder, at det er Skatteforvaltningens ansvar, at dine personoplysninger bliver behandlet i overensstemmelse med gældende regler og love, også selvom nogle personoplysninger bliver behandlet af Skatteforvaltningens eksterne databehandlere, fx it-leverandører. Som dataansvarlig er det også Skatteforvaltningen, du skal kontakte, hvis du ønsker at bruge din ret til fx at få indsigt i dine personoplysninger eller ønsker at få rettet dine personoplysninger.
Vil du gøre brug af dine rettigheder, eller har du spørgsmål om toldrelaterede sager, kan du skrive til toldst@toldst.dk eller kontakte sagsbehandleren i en given sag.
Hvis du gerne vil have indsigt i de oplysninger, som Toldstyrelsen eller andre styrelser i Skatteforvaltningen behandler, kan du sende din anmodning til ufst-indsigt@ufst.dk.
Find Toldstyrelsens øvrige kontaktoplysninger.
Find Skatteforvaltningens øvrige kontaktoplysninger.
Vær opmærksom på, om din mail er krypteret. Hvis din mail indeholder følsomme personoplysninger, oplysninger om cpr-nummer, oplysninger om private forhold eller andre oplysninger, som bør beskyttes, bør du sende en krypteret mail. Er du i tvivl om, hvorvidt din mail er krypteret, kan du sende os en kort mail, hvor du beder os ringe dig op.
Skatteforvaltningen behandler personoplysninger, som du selv har givet til Skatteforvaltningen. Det kan fx være oplysninger, som du har indgivet i forbindelse med din selvangivelse. Skatteforvaltningen kan også behandle oplysninger om dig, som vi modtager fra andre privatpersoner, myndigheder og virksomheder, fx lønoplysninger fra din arbejdsgiver.
Der foretages tv-overvågning på Skatteministeriets koncerns adresser.
Skatteforvaltningen behandler personoplysninger som led i de opgaver, vi har som offentlig myndighed.
Skatteforvaltningen har ansvaret for den borger- og virksomhedsvendte skatteforvaltning. Vores kerneopgaver er ligning og opkrævning af en række skatter og afgifter. Det drejer sig om person-, erhvervs- og selskabsskat, arbejdsmarkedsbidrag, ejendomsværdiskatter, afgifter, moms og told. Herudover er det Skatteforvaltningens opgave at inddrive offentlig gæld.
Du har en række rettigheder, når Toldstyrelsen behandler personoplysninger om dig. Du kan læse nærmere om rettighederne herunder. Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte os.
Skatteforvaltningen har pligt til at underrette dig, når Skatteforvaltningen indsamler og behandler personoplysninger om dig. Du har blandt andet ret til at blive oplyst om formålet med og retsgrundlaget for behandlingen.
Skatteforvaltningen kan i visse situationer være undtaget for pligten til at underrette dig. Dette gælder fx, hvis du allerede er bekendt med oplysningerne, eller din interesse i at få oplysningerne bør vige for hensynet til private eller offentlige interesser.
Du har som udgangspunkt ret til indsigt i Skatteforvaltningens behandling af dine personoplysninger. Dette betyder, at du har ret til at få bekræftet, at der behandles oplysninger om dig, samt en række yderligere oplysninger, fx tidsrummet, som oplysningerne bliver opbevaret, eller hvilke personer oplysningerne videregives til.
Du har ret til at få rettet urigtige oplysninger om dig selv.
I særlige tilfælde, fx hvis personoplysningerne ikke længere er aktuelle for os, har du ret til at få slettet oplysninger om dig, inden tidspunktet for vores almindelige generelle sletning indtræffer.
Du har i visse tilfælde ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset. Hvis du har ret til at få begrænset behandlingen, må vi fremover kun behandle disse begrænsede oplysninger – bortset fra opbevaring – hvis vi fx har dit samtykke, eller hvis vi skal beskytte en anden person.
Du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod vores ellers lovlige behandling af dine personoplysninger, fx vedrørende særlige forhold om dig.
Du har i visse tilfælde ret til at modtage dine personoplysninger i et struktureret, almindelig anvendt og maskinlæsbart format samt at få overført disse personoplysninger fra én dataansvarlig til en anden uden hindring.
De oplysninger, som Skatteforvaltningen indhenter og behandler om dig, vil blive behandlet og opbevaret i Skatteforvaltningens it-systemer, fx TastSelv Borger.
Vi sletter dine personoplysninger, når de ikke længere tjener et sagligt formål. Det konkrete tidspunkt for sletning afhænger af, hvor længe opbevaring af oplysningerne er nødvendig for opfyldelsen af formålet med indsamlingen.
Der er i Skatteministeriet udpeget en databeskyttelsesrådgiver (DPO), der er databeskyttelsesrådgiver for Skatteministeriets departement, Skatteforvaltningen, Spillemyndigheden og Skatteankestyrelsen. Skatteministeriets databeskyttelsesrådgiver skal blandt andet vejlede Skatteforvaltningen om behandling af personoplysninger og efterse, at Skatteforvaltningen overholder reglerne på databeskyttelsesområdet.
Læs mere om Skatteministeriets databeskyttelsesrådgiver (DPO).
Databeskyttelsesrådgiveren er også kontaktpunktet for borgere og virksomheder ved behandling af personoplysninger. Du kan henvende dig til Skatteministeriets databeskyttelsesrådgiver, hvis du har spørgsmål om Skatteforvaltningens behandling af personoplysninger eller ønsker mere information om dine rettigheder.
Mail: DPO@sktst.dk
Bemærk, at når du sender en almindelige mail, er den ikke krypteret. Hvis din mail indeholder følsomme personoplysninger, oplysninger om cpr-nummer, oplysninger om private forhold eller øvrige oplysninger, som bør beskyttes, skal du sende den krypteret og ikke som almindelig mail.
Postadresse:
Skattestyrelsen
Hannemanns Allé 25
2300 København S
Att.: Databeskyttelsesrådgiver
Du har ret til at indgive en klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, som Skatteforvaltningen behandler dine personoplysninger på.
Datatilsynet er den centrale uafhængige myndighed, der fører tilsyn med, at de persondataretlige regler overholdes.
Find Datatilsynets kontaktoplysninger.
Der er flere love, som regulerer behandling af personoplysninger. Reglerne skal beskytte personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder i forbindelse med behandling af deres personoplysninger.
Generelle regler om behandling af personoplysninger findes i EU's databeskyttelsesforordning og den danske databeskyttelseslov. Herudover regulerer en række særlove Skatteforvaltningens behandling af personoplysninger på bestemte områder.
Sådan behandler vi dine oplysninger
Varer fra ikke-EU-lande, som indføres til EU fra et ikke-EU-land, føres igennem EU eller udføres fra EU til et ikke-EU-land, skal angives og risikovurderes af toldmyndighederne efter gældende regler. Personoplysninger kan indgå i angivelserne, fx identifikationsoplysninger om varemodtager og -afsender.
Toldreglerne giver flere muligheder for, hvem der kan indgive angivelsen, men i praksis er det ofte transportøren eller speditøren, som indgiver angivelsen til Toldstyrelsen. Angivelser registreres digitalt og med afsæt i forskellige lovfastsatte standardformularer – under ét benævnt ”angivelser”.
Angivelserne har til formål dels at sikre grundlaget for korrekt afregning af told og afgifter, dels at danne grundlag for en risikobaseret kontrol med regler for indførsel, udførsel eller transit af varer, der er fastsat af sikkerhedsmæssige, sundhedsmæssige, veterinære, plantepatologiske, valutamæssige eller andre grunde.
Oplysningerne i angivelsen gennemgår en risikoanalyse for at vurdere, om der bør foretages en kontrol. Kriterierne for analysen tager udgangspunkt i erfaringer og analyser af tidligere kontrolsager samt oplysninger fra andre myndigheder. Hvis din angivelse eller vare udtages til kontrol, er det ikke ensbetydende med, at Toldstyrelsen har et særligt fokus på dig i forbindelse med risikoanalyser. Kontrollen kan være stikprøvebaseret eller skyldes forskellige forhold.
Toldangivelse og risikovurdering foregår som udgangspunkt automatisk via toldsystemerne. De oplysninger, som skal indgives i angivelserne, og den efterfølgende behandling af oplysningerne i systemerne følger af lovgivningen.
Toldstyrelsen udtager og behandler angivelser fra systemerne, når det er nødvendigt for styrelsens opgaver, fx i forbindelse med ekspedition og kontrol af angivelser og varer, i forbindelse med aktindsigter og i forbindelse med samarbejdet med andre myndigheder. Referencer til angivelsen eller kopier af oplysningerne bliver da gemt som dokumentation sammen med kontrolresultater mv. Oplysningerne indgår desuden, sammen andre erfaringer, i Toldstyrelsens efterfølgende kontrolarbejde.
Læs mere under ”Kontrolsager”, ” Samarbejde med inden- og udenlandske myndigheder” og ”Journalisering og aktindsigt”.
Angivelser kan indeholde oplysninger om borgere og enkeltmandsvirksomheder, som er involveret i toldprocedurer for varer, dvs. varer, som er omfattet af toldreglerne, og som fx medbringes eller sendes med post, kurér eller fragtmand ind i, igennem eller ud af EU.
Ud over informationer om varen, dens værdi mv. indeholder angivelser blandt andet navnet på klarerer (den, som angiver), afsender og modtager af varen, disses adresse og eventuelt et EORI-nummer, som er et særligt toldidentifikationsnummer, som man kan blive registreret med. Tilsvarende kan angivelsen indeholde oplysninger om repræsentanter for ovenstående parter.
Toldstyrelsens behandlingsgrundlag findes i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c, og artikel 6, stk. 1, litra e. Dvs. at behandlingen enten følger direkte af lov eller er nødvendig for Toldstyrelsens lovfastsatte opgaver.
De nærmere regler om angivelse af varer findes i:
- EU’s toldkodeks: Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen
- Kommissionens delegerede forordning: Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2446 af 28. juli 2015, til supplering af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 med nærmere regler angående visse bestemmelser i EU-toldkodeksen
- Kommissionens gennemførelsesforordning: Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015, om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådes forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen
- Konventionen om en fælles forsendelsesprocedure
- Toldloven: bekendtgørelse af toldloven, LBK nr. 28 af 11/01/2018,
- Toldbehandlingsbekendtgørelsen: bekendtgørelse om toldbehandling, BEK nr. 1080 af 01/06/2021
- Lov om Danmarks Statistik: LBK nr. 610 af 30/05/2018.
Med hensyn til hjemlen bag den mere manuelle behandling henvises til beskrivelserne under ”Kontrolsager”, ”Samarbejde med inden- og udenlandske myndigheder” og ”Journalisering og aktindsigt”.
Angivelser skal efter reglerne på toldområdet angives til og behandles i toldsystemerne. På baggrund af varens toldværdi, varekode mv., som er angivet i angivelsen, beregner toldsystemerne automatisk den toldskyld, der skal betales og/eller stilles sikkerhed for af en borger eller virksomhed.
Undladelse af at angive varer eller mangelfuld angivelse af varer, betaling eller sikkerhedsstillelse for toldskyld mv. medfører, at varen ikke kan ind- eller udføres. Afhængigt af omstændighederne kan du desuden risikere at få en bøde eller anden straf.
Herunder beskrives de generelle videregivelser af oplysninger, som sker løbende fra toldsystemerne.
Læs mere om videregivelser i forbindelse med konkrete kontrolsager eller efter konkret anmodning fra en anden dansk eller udenlandsk myndighed under ”Kontrolsager” og ”Samarbejde med inden- og udenlandske myndigheder”.
Videregivelser i Danmark
Oplysninger fra angivelserne videregives til Danmarks Statistik, hvor de danner grundlag for blandt andet handelsstatistikker. I det omfang oplysningerne fra angivelserne også indgår i manuel sagsbehandling, vil de også blive videregivet til Rigsarkivet. Læs mere under ”Journalisering og aktindsigt”.
Videregivelser inden for EU
Oplysninger fra angivelser, risikoanalyser og kontrolresultater indgår i nogle tilfælde i fælles EU-databaser, hvorfra de kan blive videregivet til toldmyndigheder i de EU-lande, som er involveret i den enkelte indførsel, forsendelse eller udførsel.
Videregivelser til lande uden for EU
I de tilfælde, hvor varer sendes til et land, der har tiltrådt Konventionen om en fælles forsendelsesprocedure, videregives oplysninger digitalt fra forsendelsesangivelsen til det pågældende lands toldmyndigheder.
Angivelserne bliver slettet ti år efter udløbet af indeværende år.
I det omfang oplysningerne fra angivelserne også indgår i manuel sagsbehandling, vil de blive gemt en længere periode i Toldstyrelsens sagsbehandlingssystem. Læs mere under Journalisering og aktindsigt.
Ind- og udførsel til og fra Danmark af kontanter og andre likvide midler med en værdi svarende til 10.000 euro eller derover skal angives eller indberettes til Toldstyrelsen.
Læs mere om, hvornår og hvordan du skal angive og indberette likvide midler.
Herunder kan du læse om Toldstyrelsens behandling af angivelser og indberetninger, som styrelsen modtager eller selv udarbejder, ved overtrædelser af angivelsespligten, mistanker om kriminalitet mv.
Indsamlingen af og den efterfølgende behandling af oplysninger i angivelser, indberetninger og registreringer af registrerede mistanker i relation til likvide midler skal forebygge og bekæmpe hvidvask, terrorfinansiering og andre kriminelle handlinger.
Behandlingen indebærer dels en registrering og analyse af oplysningerne i Toldstyrelsen og den øvrige Skatteforvaltning, dels en videregivelse af oplysningerne til andre relevante myndigheder. Oplysningerne anvendes blandt andet også til anonyme statistikker om likvide midlers bevægelse over grænserne.
Derudover sker behandlingen som led i Toldstyrelsens dokumentation af vores arbejde som offentlig myndighed.
Angivelser, indberetninger og registrering af mistanker kan omfatte personoplysninger om borgere, repræsentanter for virksomheder og enkeltmandsvirksomheder. Der er tale om oplysninger om den, som angiver de likvide midler, og oplysninger om ejere, modtagere og eventuelt afsender af de likvide midler, når de ikke er den samme som angiveren.
Toldstyrelsen behandler identifikations- og kontaktoplysninger på personer, herunder cpr-nummer, når det er oplyst. Derudover indeholder blanketten ejer- og modtageroplysninger om de likvider midler, herunder oprindelsen og det tiltænkte anvendelsesformål for de likvide midler. De konkrete oplysninger kan ses på siden Store værdier.
Strafbare forhold eller mistanke herom behandles i de tilfælde, hvor Toldstyrelsen ved en kontrol konstaterer, at likvide midler ikke er angivet eller indberettet korrekt, eller hvor der i forbindelse med kontrollen af likvide midler er indikationer på, at de likvide midler, uanset deres værdi, har forbindelse til en kriminel handling. I disse tilfælde vil der ud over oplysningerne i blanketterne og de afgivne forklaringer kunne blive behandlet kopi af pas og andre dokumenter som dokumentation for kontrollen.
Oplysningerne fra alle angivelser, indberetninger og registreringer af mistanker mv. videregives til Hvidvasksekretariatet hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.
Derudover videregives alle oplysninger til Rigsarkivet efter reglerne i arkivloven. Læs mere under Journalisering og aktindsigt.
Likvide midler, der passerer ind i eller ud af Danmark fra eller til et land uden for EU
Oplysninger om alle overtrædelsessager samt mistanker om kriminelle handlinger bliver stillet til rådighed for de andre toldmyndigheder i EU via et fælleseuropæisk it-system, Customs Information System (CIS). Ved konkret mistanke om kriminelle handlinger, som Toldstyrelsen vurderer, kan skade EU's interesser, vil EU-Kommissionen og Europol også modtage oplysningerne.
Likvide midler, der passerer ind i eller ud af Danmark fra eller til et andet EU-land
Toldstyrelsen foretager en konkret vurdering af, om en given overtrædelsessag eller mistanke skal stilles til rådighed for andre myndigheder i EU via Customs Information System (CIS) eller på anden vis. Læs mere om CIS og udvekslingen af oplysninger med andre myndigheder i EU under Samarbejde med inden- og udenlandske myndigheder.
Myndigheder uden for EU
Oplysningerne vil som udgangspunkt ikke blive delt af Toldstyrelsen med toldmyndigheder uden for EU. Er det undtagelsesvist aktuelt, sker det i overensstemmelse med en bistandsaftale med det pågældende land, som er vedtaget ved lov. Læs mere under Samarbejde med inden- og udenlandske myndigheder.
Manglende eller mangelfuld angivelse eller indberetning af likvide midler kan medføre en bødestraf. De likvide midler kan også blive tilbageholdt af Toldstyrelsen og beslaglagt af politiet med henblik på at sikre betalingen af bøden.
Oplysninger fra angivelser, indberetninger og registrerede mistanker gemmes i fem år, hvorefter de slettes – dog tidligst når oplysningerne er afleveret til Rigsarkivet. Dvs. at perioden kan blive forlænget.
Uanset vil en angivelse, indberetning eller registreret mistanke, som indgår i Skatteforvaltningens sagsbehandling af en kontrolsag, blive gemt i mere end fem år som dokumentation for denne sag. Læs mere under Kontrolsager og Journalisering og aktindsigt.
Behandlingsgrundlaget for indsamlingen og den løbende videregivelse af oplysninger til andre myndigheder findes i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c, dvs. at behandlingerne fremgår direkte af lovgivningen. Reglerne er dog forskellige, afhængigt af om de likvide midler passerer ind i og ud af EU eller ind i og ud af andet EU-land til eller fra Danmark. Se nærmere herunder.
Behandlingsgrundlaget for andre behandlinger end indsamling og videregivelse, som er nødvendige for Skatteforvaltningens myndighedsudøvelse, findes i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, og databeskyttelseslovens § 8, for så vidt angår oplysninger om lovovertrædelser.
Toldstyrelsens myndighedsopgaver følger de regelsæt, der er beskrevet herunder, og dokumentationspligterne følger af offentlighedslovens § 15 og arkivlovens kapitel 4. Inden for Skatteforvaltningen kan oplysningerne fra angivelsen i kontrolsammenhænge samkøres med Skatteforvaltningens øvrige systemer, jf. skattekontrollovens § 68. Behandlingen af cpr-nummer, hvor det er relevant, har hjemmel i databeskyttelseslovens § 11.
Likvide midler, der passerer ind i eller ud af Danmark fra eller til et land uden for EU
Behandlingsgrundlaget for indsamlingen og den løbende videregivelse af oplysninger findes i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1672, artikel 3-6, 9 og 10. Opbevaringsfristen følger af artikel 13.
Eventuel udveksling af oplysninger med toldmyndigheder i lande uden for EU vil kun ske i overensstemmelse med ovennævnte forordnings artikel 11 og de betingelser, der er nævnt heri.
Likvide midler, der passerer ind i eller ud af Danmark fra eller til et andet EU-land
Behandlingsgrundlaget for indsamlingen og den løbende videregivelse af oplysninger findes i toldlovens §§ 10 c – 10 e, toldbehandlingsbekendtgørelsens §§ 137-138 og hvidvasklovens § 28.
En eventuel videregivelse af oplysninger til andre toldmyndigheder i EU sker med hjemmel i Napoli
II-konventionen (lov nr. 482 af 07/06/2001) og Rådets afgørelse 2009/917/RIA af 30. november 2009 om brug af informationsteknologi på toldområdet.
Eventuel udveksling af oplysninger med toldmyndigheder i lande uden for EU vil kun ske i overensstemmelse med en bistandsaftale, som er vedtaget ved lov.
Virksomheder og personer kan og skal i nogle sammenhænge sende en ansøgning til Toldstyrelsen. Der kan fx ansøges om bindende tariferingsoplysning, bevillinger og deltagelse i en sikkerhedsstillelsesordning. Ansøgningerne indeholder forskellige personoplysninger, men som regel vil varen eller ordningen, der ansøges om, være i fokus.
I forbindelse med nogle bevillingstyper er Toldstyrelsen dog forpligtet til at kontrollere visse personers efterlevelse af told- og skattelovgivningen som en forudsætning for ansøgerens ret til at få eller opretholde bevillingen. I sådanne tilfælde vil Toldstyrelsen derfor også have personer i fokus.
Toldstyrelsen skal ifølge såvel EU-regler som danske regler behandle forskellige typer af ansøgninger på toldområdet. Toldstyrelsen – og andre toldmyndigheder i EU, hvis det er relevant – fører efterfølgende kontrol med, at forudsætningerne og kravene bag afgørelserne overholdes.
Behandling af personoplysninger i relation til ansøgninger og bevillinger har hjemmel i:
- Databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c og e (almindelige oplysninger)
- Databeskyttelseslovens § 8, stk. 2, nr. 3 (strafbare forhold)
- Databeskyttelseslovens § 11, stk. 1 (cpr-nummer).
Ansøgninger om bindende tariferingsoplysning, bevillinger og deltagelse i en sikkerhedsstillelsesordning mv. vil indeholde navn, adresse, telefonnummer, mailadresse og lignende på ansøgerens kontaktperson og eventuelt ledelsen i den ansøgende virksomhed. Derudover modtager Toldstyrelsen ofte organisationsbeskrivelser og lignende med navne på ansatte, som ikke indgår direkte i sagsbehandlingen.
Toldstyrelsen modtager alle oplysninger fra ansøgeren. Hvis det er relevant, validerer vi de oplysninger, vi modtager, i Skatteforvaltningens systemer.
I forbindelse med nogle bevillinger og sikkerhedsstillelsesordninger er det et krav, at Toldstyrelsen kontrollerer ansøgerens regelefterlevelse. Her skal vi blandt andet undersøge, hvordan visse personer i ansøgerens organisation har efterlevet told- og skattelovgivningen de seneste tre år. For disse personer vil Toldstyrelsen indhente navn, adresse og relevant id-nummer (fx cpr-nummer) fra virksomheden. Ud fra disse oplysninger undersøger Toldstyrelsen, om de pågældende personer er registreret med overtrædelsessager af told- og skattelovgivningen inden for de seneste tre år. Toldmyndighederne i andre lande kan også blive inddraget, fx hvis der er tale om personer, der er bosiddende i andre lande.
Som udgangspunkt skal ansøgninger registreres i fælles EU-systemer, som Toldstyrelsen på linje med andre toldmyndigheder skal bruge til at administrere de forskellige ordninger, der kan ansøges om. De øvrige toldmyndigheder i EU kan herfra tilgå ansøgningerne, når det er relevant i forbindelse med deres administration og kontrol af ordningerne.
Ansøgningerne behandles også i Toldstyrelsens sagsbehandlingssystem, hvorfra de videregives til Rigsarkivet efter reglerne i arkivloven. Læs mere under Journalisering og aktindsigt.
Læs mere om udveksling af oplysninger med andre myndigheder under Samarbejde med inden- og udenlandske myndigheder.
Når Toldstyrelsen modtager en ansøgning, indgår den i Toldstyrelsens og de EU-fælles administrative systemer, hvor bevillingen eller sikkerhedsordningen fremgår og vedligeholdes, indtil den udløber. Afhængigt af relevans gemmes de herefter i en periode af hensyn til dokumentations- og revisionsformål.
Oplysninger i Toldstyrelsens sagsbehandlingssystem slettes efter en længere periode. Læs mere under Journalisering og aktindsigt.
Når Toldstyrelsen kontrollerer dine varer, dine likvider, dine pakker, din bagage eller andet, registrerer vi som udgangspunkt ingen oplysninger om dig, medmindre det konkret er nødvendigt at dokumentere kontrollens gennemførelse, fx ved mistanke om eller konstatering af overtrædelser af de regler, som Toldstyrelsen fører kontrol med.
Toldstyrelsen skal på baggrund af EU-regler og reglerne i toldloven føre kontrol med varer og likvide midler, der indføres i, udføres af eller er i transit gennem Danmark. Formålet er at kontrollere, at der sker korrekt afregning af told, og at beskytte det danske samfund mod illegale varer, hvidvask m.m.
Når der i forbindelse med en kontrol er opstået en mistanke om eller konstateret en overtrædelse af de regler, som Toldstyrelsen fører kontrol med, dokumenteres det, og oplysningerne indgår herefter i Toldstyrelsens kontrolopgave. Hvis oplysningerne er relevante for en anden offentlig myndigheds opgavevaretagelse, vil oplysningerne blive videregivet til den pågældende myndighed.
Der registreres som udgangspunkt ikke personoplysninger efter kontroller, som ikke resulterer i en mistanke eller en konstatering af en overtrædelse. Dog kan Toldstyrelsen som offentlig myndighed være forpligtet til at gemme dokumentation, hvis der ved kontrollen fx er benyttet visse særligt indgribende kontrolbeføjelser, eller når kontrollen er gennemført på baggrund af en konkret anmodning fra en anden myndighed eller efter forudgående risikoanalyse mv.
Behandling af personoplysninger i relation til Toldstyrelsens kontrolopgave har hjemmel i:
- databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e (almindelige oplysninger)
- databeskyttelseslovens § 8, stk. 2, nr. 2 og 3 (strafbare forhold)
- databeskyttelseslovens § 11, stk. 1 (cpr-nummer).
Kontrolsager kan omfatte personoplysninger om private borgere, enkeltmandsvirksomheder og repræsentanter for virksomheder.
Når Toldstyrelsen opretter en kontrolsag, registrerer vi alle relevante oplysninger, herunder de oplysninger, som eventuelt er nødvendige for en efterfølgende sagsbehandling, fx så Toldstyrelsen kan sagsbehandle sagen eller overdrage den til rette myndighed til videre foranstaltning.
I kontrolsager vil Toldstyrelsen, i tilknytning til sagens øvrige informationer, som regel kun behandle identifikationsoplysninger, der omfatter personers navn, fødselsdato, id-nummer (pas, kørekort eller lignende), statsborgerskab, cpr-nummer og adresseoplysninger. Derudover kan der blive behandlet rejse- og ruteoplysninger, indregistreringsnummer på transportmiddel, eventuelle tidligere kontrolsager mv.
Ud over en skriftlig rapport eller formular kan en kontrolsag omfatte fx fotos, personscanninger, kopier af kvitteringer og andet, som er relevant for sagen.
En del sager afgøres af Toldstyrelsen og den øvrige Skatteforvaltning, og andre sager videregives til andre danske myndigheder, som har kompetence til at træffe afgørelse på et givent område, fx politiet eller Fødevarestyrelsen.
Som led i det internationale kontrolsamarbejde på toldområdet udveksler Toldstyrelsen oplysninger om mistanke og konkrete overtrædelser af toldlovgivningen med toldmyndigheder i andre lande. Det sker navnlig inden for EU, men også med toldmyndigheder uden for EU. Læs mere under Samarbejde med inden- og udenlandske myndigheder.
Alle sager i Toldstyrelsens sagsbehandlingssystem videregives til Rigsarkivet efter reglerne i arkivloven. Læs mere under Journalisering og aktindsigt.
Efter afslutningen af en kontrol, som ikke skal dokumenteres, sletter Toldstyrelsen alle de oplysninger, som eventuelt måtte være indsamlet, fx fotos.
Når det er nødvendigt for Toldstyrelsen at dokumentere en kontrol, gemmes relevante oplysninger om kontrollen i Toldstyrelsens sagsbehandlingssystem og eventuelt andre administrations- og kontrolsystemer. Oplysningerne slettes fra Toldstyrelsens systemer, efterhånden som den administrative og kontrolmæssige relevans ophører – typisk inden for et til tre år. Oplysningerne i Toldstyrelsens sagsbehandlingssystem slettes dog først væsentlig senere. Læs mere under Journalisering og aktindsigt.
Toldstyrelsen samarbejder løbende med andre myndigheder i Danmark og udlandet og udveksler i nogle tilfælde personoplysninger. Det sker både som led i varetagelsen af vores administrative opgaver og som led i kontrolopgaven.
Toldstyrelsen har efter såvel EU-regler som danske regler mulighed for at udveksle oplysninger med andre inden- og udenlandske myndigheder – også toldmyndigheder uden for EU. Udveksling sker, både når det er nødvendigt for at varetage Toldstyrelsens opgaver, og når det er nødvendigt for andre myndigheders arbejde.
Behandling af personoplysninger i relation til Toldstyrelsens samarbejder har hjemmel i:
- databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e (almindelige oplysninger)
- databeskyttelseslovens § 8, stk. 2, nr. 2 og 3 (strafbare forhold)
- databeskyttelseslovens § 11, stk. 1 (cpr-nummer)
- databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra f og g (følsomme oplysninger).
De personoplysninger, som udveksles i samarbejdet med andre myndigheder, kan omfatte både borgere, ledelse af eller repræsentanter for virksomheder og enkeltmandsvirksomheder.
De konkrete oplysninger kan være meget forskellige afhængigt af sagens karakter. I kontrolsager kan der fx – i tilknytning til sagens øvrige informationer – udveksles oplysninger om navn, fødselsdato, id-nummer (pas, kørekort eller lignende), statsborgerskab, cpr-nummer, adresse, rejse- og ruteoplysninger, indregistreringsnummer på transportmiddel, tidligere eller igangværende kontrolsager mv.
Toldstyrelsen modtager mange anmodninger om udlevering af oplysninger efter forvaltningslovens regler og persondatareglerne til brug for andre myndigheders sagsbehandling. Toldstyrelsen er en del af Skatteforvaltningen og kan derfor også, hvor det er nødvendigt, udlevere personers skatteoplysninger til andre myndigheder, herunder oplysninger om religions- og fagforeningsforhold.
Toldstyrelsen videregiver også oplysninger til andre myndigheder af egen drift. Det sker, hvis det følger direkte af lovgivningen, og i de sager, hvor Toldstyrelsen har konstateret eller har mistanke om overtrædelse af reglerne, men hvor Toldstyrelsen ikke er den rette myndighed til at træffe en afgørelse.
Toldstyrelsen og de øvrige toldmyndigheder i EU er på grundlag af EU-regler og konventioner forpligtet til at samarbejde og udveksle informationer. Tilsvarende kan Toldstyrelsen i nogle tilfælde være forpligtet til at udveksle oplysninger med enheder og institutioner i EU, fx EU-Kommissionens antisvig-enhed, OLAF. Udveksling sker fx, når en oplysning er nødvendig i toldadministrationen, eller for at kunne forebygge, efterforske eller retsforfølge en overtrædelse af toldreglerne i EU, Danmark eller andre EU-lande.
Når Toldstyrelsen vurderer, at oplysninger fra kontrolsager eller andre omstændigheder kan bidrage til forebyggelse, efterforskning eller retsforfølgelse af forhold, som enten er i strid med reglerne på toldområdet i EU eller kan udgøre en alvorlig overtrædelse af nationale toldregler i andre EU-lande, skal vi videregive oplysninger herom til de relevante myndigheder. Inden videregivelsen vurderer Toldstyrelsen, om der er afgørende hensyn til offentlige interesser, som gør, at personer i sagen ikke skal underrettes om videregivelsen. Videregivelsen sker i nogle tilfælde via registreringer i fælleseuropæiske informations- og sagssystemer på toldområdet.
Du kan læse datatilsynenes guide til informationssystemet på EU's hjemmeside (på engelsk): A Guide for exercising the rights of access to the Customs Information System.
Toldstyrelsen udleverer kun oplysninger, herunder personoplysninger, til toldmyndigheder i lande uden for EU, som er omfattet af en mellemfolkelig aftale på toldområdet, som Danmark er part i. Dvs. at personoplysninger kun udleveres på baggrund af retligt bindende instrumenter i form af konventioner eller bistandsaftaler med de pågældende lande.
Det er meget forskelligt, hvilke konkrete oplysninger der må udveksles på baggrund af de forskellige konventioner og aftaler. Toldstyrelsen foretager derfor altid en konkret vurdering. Find de enkelte konventioner og aftaler, som anvendes, herunder:
- Aftale af 11. september 1981 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om gensidig bistand i toldsager
- Samarbejdsaftale mellem den danske regering og det grønlandske landsstyre om kontrol af varer
- Aftale af 20. juni 1991 mellem Kongeriget Danmarks regering og regeringen i Amerikas Forenede Stater om gensidig bistand i toldsager
- Aftale af 13. august 1997 mellem Kongeriget Danmarks regering og regeringen i Den Russiske Føderation om gensidig bistand i toldsager
- Aftale af 17. februar 1998 mellem Kongeriget Danmarks regering og regeringen i Republikken Makedonien om gensidig bistand i toldsager
- Liste over bistandsaftaler på toldområdet indgået af EU med tredjelande
- WTO-aftalen om handelsfacilitering, som EU har tiltrådt på vegne af medlemslandene
Som offentlig myndighed skal Toldstyrelsen kunne dokumentere, hvilke oplysninger der er udvekslet i samarbejdet med andre myndigheder. Oplysninger hos Toldstyrelsen slettes efter en periode. Læs mere under Journalisering og aktindsigt.
Det evalueres løbende, om de kontrolsager, som registreres i de fælleseuropæiske informations- og sagssystemer, skal forblive registrerede. Sagerne slettes, når det vurderes, at der ikke længere er afgørende hensyn til offentlige interesser bag en fortsat registrering – som regel efter ét år.
Toldstyrelsen benytter forskellige kommunikationskanaler, herunder sociale medier, som borgere og virksomheder kan vælge at følge.
Vi bruger ikke specifikke oplysninger om vores følgere, medmindre du vælger at bruge kommentarfunktionen.
Det er frivilligt, om du ønsker at følge og eventuelt kommentere Toldstyrelsens opslag på de sociale medier.
Vi behandler ikke specifikke oplysninger om dig, medmindre du vælger at kommentere vores opslag. Vi besvarer ikke kommentarer, medmindre der er en grund til det – fx hvis du stiller et spørgsmål.
Når vi besvarer din kommentar, bliver opslaget med tilhørende kommentarer, herunder dit navn, omfattet af reglerne for offentlige myndigheders notat- og journaliseringspligt og derfor gemt i vores sagsbehandlingssystem. Læs mere under Journalisering og aktindsigt.
Behandling af dine personoplysninger i relation til sociale medier har hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a (samtykke), og eventuelt databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e (myndighedsudøvelse).
Hvis du kommenterer eller stiller spørgsmål til Toldstyrelsen på de sociale medier, gemmer vi dit navn, som det er angivet på det sociale medie, tidspunktet, selve spørgsmålet og vores svar.
Det, at du følger Toldstyrelsen, liker eller kommenterer vores opslag, er offentligt tilgængeligt via det sociale medie.
De opslag, som gemmes i vores sagsbehandlingssystem, kommentarer eller spørgsmål inklusive svar fra Toldstyrelsen, videregives til Rigsarkivet efter reglerne i arkivloven. Læs mere under Journalisering og aktindsigt.
Hvis du ikke ønsker at følge Toldstyrelsen, eller hvis du ønsker at fjerne et like eller en kommentar til et opslag på det sociale medie, kan du selv gøre det direkte på det sociale medie. Toldstyrelsen kan være behjælpelig med vejledning om, hvordan du gør.
Opslag på Toldstyrelsens sociale medier slettes efter et år, og de er derefter ikke længere offentligt tilgængelige. De opslag, som gemmes i vores sagsbehandlingssystem, kommentarer eller spørgsmål inklusive svar fra Toldstyrelsen, slettes efter en periode. Læs mere under Journalisering og aktindsigt.
Toldstyrelsen benytter forskellige kommunikationskanaler, herunder nyhedsbreve, som du kan tilmelde dig.
Dine oplysninger bruges ikke til andre formål, de videregives ikke, og de bliver slettet igen, når du afmelder dig.
Læs mere nederst på siden Tilmeld dig vores nyhedsbrev.
Toldstyrelsen offentliggør løbende nyheder om vores arbejde og de arrangementer, som vi gennmfører eller deltager i. Det gør vi via hjemmeside, sociale medier, nyhedsbreve mv.
I nyhederne kan der indgå billeder eller andet materiale, som fx viser personer, der har deltaget i offentlige arrangementer, officielle begivenheder mv.
Hvis du optræder på et billede eller på anden vis indgår i materiale, som Toldstyrelsen har offentliggjort, kan du altid anmode om at få det fjernet.
Når Toldstyrelsen offentliggør nyheder, vil der indimellem indgå billeder og eventuelt andet materiale, som kan henføres til en person.
Vi vurderer altid, om vi skal indhente samtykke til at bruge billeder og andet materiale fra de personer, som fremgår af en konkret nyhed, eller om materialet rimeligvis kan bruges uden samtykke, dvs. som led i vores arbejde som offentlig myndighed.
Toldstyrelsens nyheder kan være omfattet af offentlige myndigheders journaliseringspligt, dvs. at nyheden gemmes og sidenhen videregives til Rigsarkivet.
Behandling af dine personoplysninger i relation til offentliggjorte nyheder har hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a (samtykke), og/eller databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e (myndighedsudøvelse).
Toldstyrelsen kan behandle forskellige almindelige oplysninger om personer i nyheder, men det vil som regel kun være oplysninger som billeder, navne, stillingsbetegnelser, ansættelsessted mv.
Hvis du indgår i Toldstyrelsens nyheder, vil det typisk være, fordi du har repræsenteret en virksomhed, eller fordi du som borger har deltaget i et offentligt arrangement, som Toldstyrelsen har holdt eller deltaget i. Det kan også være, at du er ansat eller har været ansat i Toldstyrelsen.
Når nyhederne offentliggøres, vil de være bredt tilgængelige for andre.
Hvis en nyhed er blevet journaliseret, videregives indholdet til Rigsarkivet efter reglerne i arkivloven. Læs mere under Journalisering og aktindsigt.
Du har ret til at bede om at få oplysningerne fjernet, uanset om du har givet samtykke til offentliggørelsen eller ej. Du skal kontakte os, hvis du ikke ønsker, at et billede eller andre oplysninger om dig skal fremgå af en af Toldstyrelsens nyheder. Så vil vi så vidt muligt fjerne oplysningerne, så de ikke fremover er tilgængelige online. Kontakt os på kommunikation@toldst.dk.
Er nyheden blevet journaliseret, må vi ikke slette den kopi af nyheden, som vi har gemt i vores interne systemer. I stedet kan du anmode om en begrænset behandling af denne kopi.
Toldstyrelsens nyheder er tilgængelige online, så længe baggrunden og formålet med den enkelte nyhed tilsiger, at det er hensigtsmæssigt.
Uanset hvor længe en given nyhed ligger på internettet, vil en journaliseret kopi af nyheden blive gemt i vores journaliseringssystem i en længere periode. Læs mere under Journalisering og aktindsigt.
Toldstyrelsen inddrager og vejleder løbende vores interessenter og holder i den forbindelse arrangementer, møder mv., ligesom vi gennemfører brugerundersøgelser, evalueringer mv.
For at kunne afvikle arrangementerne og undersøgelserne med din deltagelse er det nødvendigt for Toldstyrelsen at behandle oplysninger som fx dit navn, dine kontaktoplysninger og andre oplysninger, der er relevante i den konkrete sammenhæng.
Det er frivilligt at deltage i Toldstyrelsens arrangementer og brugerundersøgelser.
Når du deltager i et arrangement eller en brugerundersøgelse, giver du samtykke til, at Toldstyrelsen behandler dine oplysninger for at kunne arrangere, afvikle og eventuelt evaluere arrangementet eller brugerundersøgelsen.
Dine oplysninger vil som udgangspunkt ikke blive brugt til andet, medmindre det følger af omstændighederne i forbindelse med arrangementet eller brugerundersøgelsen, at det er nødvendigt. Det kan fx være, at materiale fra arrangementet eller brugerundersøgelsen er omfattet af den journaliseringspligt, som offentlige myndigheder er underlagt, dvs. at oplysningerne gemmes og sidenhen videregives til Rigsarkivet efter reglerne i arkivloven.
Behandling af personoplysninger i relation til Toldstyrelsens arrangementer og brugerundersøgelser har hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a (samtykke), og eventuelt artikel 6, stk. 1, litra e (myndighedsudøvelse).
Toldstyrelsen vil almindeligvis kun behandle almindelige oplysninger som fx navn, mailadresse, stillingsbetegnelse, ansættelsessted, kontaktoplysninger og andet, som følger af den konkrete tilmelding eller den konkrete undersøgelse.
I forbindelse med møder og arrangementer bliver dit navn typisk delt med de andre mødedeltagere enten elektronisk eller via deltagerlister og lign. Afhængigt af mødets type, karakter og formål kan andre relevante oplysninger blive delt, fx vil din mailadresse typisk være tilgængelig for de øvrige deltagere ved onlinemøder.*
I forbindelse med undersøgelser og evalueringer vil din besvarelse ikke blive videregivet til andre, medmindre det fremgår utvetydigt af sammenhængen. Besvarelsen vil som regel almindeligvis kun indgå i udarbejdelsen af et samlet og anonymiseret resultat, medmindre andet fremgår ved tilmelding.*
* Hvis materiale fra et arrangement eller en besvarelse fra en brugerundersøgelse med dine oplysninger skal journaliseres, vil det blive videregivet til Rigsarkivet. Læs mere under Journalisering og aktindsigt.
Toldstyrelsen sletter løbende materiale fra arrangementer, når det ikke er relevant for at kunne arrangere, holde og eventuelt evaluere mødet. Medmindre andet fremgår ved tilmelding, slettes besvarelser fra brugerundersøgelser, evalueringer mv., når resultatet foreligger, og brugerundersøgelsen er tilendebragt.
Journaliseret materiale vil dog være gemt i vores journaliseringssystem i en længere periode. Læs mere under Journalisering og aktindsigt.
Skatteforvaltningen, som Toldstyrelsen er en del af, er som offentlig myndighed forpligtet til at journalisere (gemme) notater, dokumenter, mailkorrespondancer og andet materiale, som indgår i vores sagsbehandling og forvaltningsvirksomhed i øvrigt. Materialet videregives til Rigsarkivet.
Der kan blive begæret aktindsigt i såvel journaler som andet materiale, og dermed kan vi være forpligtede til at udlevere oplysninger om dig.
Formålet med journaliseringspligten, arkiveringspligten og aktindsigtsreglerne er at sikre dokumentation for og gennemsigtighed med hensyn til offentlige myndigheders arbejde. Toldstyrelsen og de øvrige styrelser i Skatteforvaltningen bruger også journalerne i det daglige arbejde, når det er nødvendigt for vores opgaver.
Behandling af personoplysninger i relation til journalisering, arkivering og aktindsigt i Toldstyrelsen har hjemmel i:
- databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e (almindelige oplysninger)
- databeskyttelseslovens § 8, stk. 2, nr. 2 og 3 (strafbare forhold)
- databeskyttelseslovens § 11, stk. 1 (cpr-nummer)
- databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra f og g (følsomme oplysninger).
De personoplysninger, som Toldstyrelsen behandler, kan omfatte både borgere, ledelse af eller repræsentanter for virksomheder og enkeltmandsvirksomheder.
De konkrete personoplysninger, som indgår i Toldstyrelsens arbejde, og som journaliseres og arkiveres, kan være meget forskelligartede og omfatte både almindelige oplysninger, oplysninger om strafbare forhold og i enkelte tilfælde også følsomme personoplysninger.
Skatteforvaltningens journaler overføres periodisk til Rigsarkivet efter reglerne i arkivloven.
Hvis Toldstyrelsen eller en anden styrelse i Skatteforvaltningen modtager en begæring om aktindsigt, kan vi være forpligtede til at udlevere oplysninger om dig i forbindelse med en given sag. Der findes dog en række undtagelser til aktindsigtsreglerne, og du skal derfor ikke være bekymret for, at vi udleverer rent private eller fortrolige oplysninger om dig. Læs mere om muligheden for videregivelse til andre myndigheder under Samarbejde med inden- og udenlandske myndigheder.
Journaliserede oplysninger slettes fra Toldstyrelsens sagsbehandlingssystem, 20 år efter at oplysningerne er afleveret til Rigsarkivet.