Gå til indhold

Aktiv forædling (IPO)

Proceduren for aktiv forædling giver dig mulighed for at indføre varer til EU, uden at du skal betale told af varerne på importtidspunktet, så længe du importerer varerne med henblik på forædling.

Hvis du vil anvende proceduren for aktiv forædling, skal du ansøge om en bevilling digitalt via Toldbevillingssystemet. Derudover skal du leve op til en række betingelser, som du kan læse mere om herunder. Her kan du også finde en vejledning til selve bevillingen. 

Søg om bevilling i Toldbevillingssystemet

Læs vejledning til ansøgning om bevillingen

Læs mere om, hvordan du får adgang til og kommer i gang med at bruge Toldbevillingssystemet. 

Sådan kan du bruge aktiv forædling 

Toldstyrelsen kræver en bevilling for at kunne henføre varer under proceduren for aktiv forædling. Varerne skal forblive under toldtilsyn, så længe proceduren for aktiv forædling ikke er afsluttet.  

Du kan afslutte proceduren for aktiv forædling på følgende måder:  

  • Du reeksporterer varerne.  
  • Dine varer overgår til en anden toldprocedure, fx toldoplag eller forsendelse. 
  • Dine varer kommer i fri omsætning. 

Der er ikke noget krav om, at dine varer skal reeksporteres. Men hvis varerne overgår til fri omsætning i EU, skal din virksomhed betale told. Tolden bliver beregnet enten på grundlag af den indførte vare eller på grundlag af den forarbejdede vare. Det skal fremgå af bevillingsansøgningen, hvilken af beregningsmetoderne din virksomhed ønsker at bruge.  

Eksempel

Din virksomhed importerer bomuld fra et ikke-EU-land til Danmark. På fabrikken i Danmark får du syet T-shirts af bomulden. De nye T-shirts reeksporterer du derefter til et andet ikke-EU-land, og da du anvender proceduren for aktiv forædling, kan du undgå at betale told.  

Andre eksempler på anvendelse af proceduren aktiv forædling:  

  • lønforarbejdning, hvor der udføres arbejde på ikke-EU-varer for tredjemands regning og risiko  
  • garantireparationer udført i EU på varer solgt til kunder i et land uden for EU  
  • installation og montering af komponenter fra et land uden for EU i færdigvarer. 

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om aktiv forædling