Gå til indhold

Som autoriseret udsteder (ACP) skal du fortsat benytte de fysiske toldvaremanifester

Den udmeldte digitalisering af toldvaremanifesterne fra 15. august 2025 gælder kun for virksomheder, som ikke er autoriserede udstedere.

Vi har i en tidligere nyhed meldt ud, at de fysiske toldvaremanifester (Customs Goods Manifests, CGM’er) bliver digitale fra 15. august 2025. EU-Kommissionen har nu præciseret, at digitaliseringen af toldvaremanifester kun omfatter virksomheder, som ikke har bevilling til status som autoriseret udsteder (ACP). 

Er du autoriseret udsteder?

Hvis du er autoriseret udsteder, skal du altså fortsat benytte de fysiske toldvaremanifester som bevis for varernes toldmæssige status som EU-varer. Det gælder i hele EU.

Hvis din virksomhed benytter T2L/F-beviser, skal de fortsat udstedes og/eller registreres i PoUS-systemet. Det gælder for både autoriserede og ikke-autoriserede udstedere.

Læs mere om varens toldmæssige status og PoUS-systemet.

Er du ikke autoriseret udsteder?

Hvis du ikke er autoriseret udsteder, skal du fra 15. august 2025 anmode om et bevis for varernes toldmæssige status som EU-varer via PoUS-systemet. Toldstyrelsen sagsbehandler derefter anmodningen. 

Læs mere om, hvordan du bliver autoriseret udsteder. 

Få mere at vide

Toldstyrelsen holder i løbet af sommeren flere onlinemøder, hvor du kan høre mere om, hvordan du bruger PoUS-systemet. Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål. 

Tilmeld dig et onlinemøde