Gå til indhold

Rusland: Nyt krav om dokumentation ved import af jern- og stålprodukter, som er forarbejdet i et ikke-EU-land

Fra 30. september 2023 er det forbudt at importere eller købe en række jern- og stålprodukter, som er forarbejdet i ikke-EU-lande og indeholder russisk jern og stål. Et nyt krav om dokumentation for oprindelsen af jern og stål, som er anvendt i forarbejdningen, skal modvirke, at sanktionerne mod Rusland omgås.

EU har fra 30. september 2023 forbudt direkte eller indirekte import eller køb af en række jern- og stålprodukter, som er blevet forarbejdet i et ikke-EU-land, og som indeholder materialer af jern og stål med oprindelse i Rusland.

Det fremgår af artikel 3g, stk. 1, litra d), i Rådets forordning nr. 833/2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine, som ændret ved Rådets forordning (EU) 2022/1904 og senest ved Rådets forordning (EU) 2023/1214. 

De omfattede produkter og materialer fremgår af listen i forordningens bilag XVII. 

Med forbuddet følger et krav om, at importører i EU skal fremlægge bevis for oprindelsen af jern og stål, som indgår i jern- og stålprodukter, der er blevet forarbejdet i ikke-EU-lande. Det skal sikre, at jern- og stålprodukter, der importeres til EU, ikke indeholder materialer af russisk oprindelse. 

EU-Kommissionen har udvidet sin FAQ "Imports, purchase and transfer of listed goods" med vejledende materiale om dokumentationskravet. Under pkt. 11 kan du læse mere om, hvilken dokumentation der kan være tilstrækkeligt bevis for oprindelsen af de jern- og stålmaterialer, som er anvendt til forarbejdningen i et ikke-EU-land. 

Toldstyrelsen vil som udgangspunkt håndhæve bestemmelsen i henhold til EU-Kommissionens vejledende materiale om artikel 3g.

Forbuddet er en del af den 11. sanktionspakke mod Rusland, som du kan læse mere om i en tidligere nyhed.

Vær opmærksom på, hvornår forbuddet for de enkelte produkttyper træder i kraft 

Import- og købsforbuddet træder i kraft på forskellige tidspunkter alt efter produkttype: 

  • 30. september 2023 for produkter, der er opført på listen i bilag XVII, der indeholder øvrige jern- og stålmaterialer end dem, som er omfattet af KN-koderne 7207 11, 7207 12 10 eller 7224 90 
  • 1. april 2024 for produkter, der er opført på listen i bilag XVII, der indeholder jern- og stålmaterialer, som er omfattet af KN-kode 7207 11 
  • 1. oktober 2024 for produkter, der er opført på listen i bilag XVII, der indeholder jern- og stålmaterialer, som er omfattet af KN-kode 7207 12 10 eller 7224 90. 

Du kan læse mere om øvrige sanktioner over for Rusland i tidligere nyheder. 

Har du spørgsmål?

Kontakt Toldstyrelsen på telefon 72 22 12 02.