Gå til indhold

Ny vejledning om splitforsendelser

I en ny vejledning kan du blive klogere på, hvordan du angiver såkaldte splitforsendelser i DMS Import.

En splitforsendelse betyder, at én ordre med flere varer bliver delt op og sendt i to eller flere separate sendinger fra et ikke-EU-land til EU. En splitforsendelse er især aktuel, når varerne transporteres via luftfragt og fordeles på forskellige fly, så de ankommer på forskellige tidspunkter.

Det skaber udfordringer for transportkæden, hvis splitforsendelser ikke angives korrekt. Der kan derfor være behov for at ændre arbejdsgange hos virksomhederne, når det handler om fragtbreve, ankomstdeklarationer og angivelser i DMS. Desuden er det af sikkerhedsmæssige grunde afgørende for Toldstyrelsen at vide, hvad en transport indeholder.

Sådan angiver du varer i en splitforsendelse

Splitforsendelser kan angives på to måder. Du kan:

  • indgive to separate importangivelser
  • angive varerne i den første forsendelse til midlertidig opbevaring og angive begge forsendelser samlet, når den anden forsendelse ankommer.

Det er ikke tilladt at lave en samlet G4-angivelse, hvor alle varerne lægges på samme midlertidige opbevaring, før alle varerne er ankommet til EU. 

Vær opmærksom på, at det heller ikke er muligt at stille sikkerhed for varer, der ikke er ankommet til EU.

Læs mere i den nye vejledning om splitforsendelser.