Gå til indhold

Fra 1. september skal der indsendes ENS-angivelser for alle forsendelser ind i EU

1. september lukker det sidste ICS2-vindue, som gælder for vej- og jernbanetransport. Dermed er alle transportformer omfattet af ICS2, og alle forsendelser ind i EU skal have en ENS-angivelse tilknyttet. I nogle lande kan det gamle ICS-system dog fortsat benyttes i en kort periode.

Fra 1. september er alle transportformer omfattet af ICS2-processen. Det betyder, at alle forsendelser ind i EU skal have tilknyttet en ENS-angivelse (Entry Summary Declaration).

> Læs mere om ICS2-kravene.

I en række lande vil det dog i en begrænset periode efter 1. september være muligt også at benytte det gamle ICS-system. Det skyldes, at landene har søgt EU om lov til at udskyde ibrugtagningen af ICS2-processen. Det gælder følgende lande:

  • Belgien
  • Finland
  • Frankrig
  • Irland
  • Italien
  • Kroatien
  • Letland
  • Litauen
  • Luxemburg
  • Polen
  • Rumænien
  • Slovakiet
  • Spanien
  • Ungarn
  • Østrig

Du bør dog altid ajourføre dig med toldmyndigheden i det land, som er første indgangsland i EU for din forsendelse.

EU har udarbejdet et dokument om ændringen, som blandt andet indeholder en liste over lande, som ikke har søgt om udsættelse. Når disse lande er første indgangsland i EU, skal der indsendes en ICS2-ENS-angivelse for forsendelsen.

Er ICS2 relevant for din virksomhed?

Hvis din virksomhed bliver påvirket af ICS2 og endnu ikke har været i kontakt med Toldstyrelsen, skal du hurtigst muligt kontakte Toldstyrelsens Servicedesk på ics2support@toldst.dk.

Har du spørgsmål om ICS2 og ENS-angivelser, er du også velkommen til at kontakte Servicedesk.