Gå til indhold

Export followed by Transit aktiveres 21. januar

Proceduren Export followed by Transit (eksport efterfulgt af forsendelse) aktiveres i DMS 21. januar. Du kan teste proceduren i testmiljøet.

Proceduren Export followed by Transit (eksport efterfulgt af forsendelse) aktiveres i DMS 21. januar 2025. Proceduren kan bruges af virksomheder, som starter en forsendelse i DMS Forsendelse, hvor eksportangivelsens MRN er indsat. Export followed by Transit kan testes i testmiljøet.

Den nye procedure betyder, at der, når der henvises til et eksport-MRN (Movement Reference Number) i en forsendelsesangivelse, sendes en anmodning til DMS Eksport, hvor MRN og status på eksportangivelsen valideres. Eksportangivelsen får endelig udpassage, når eksportangivelsen er valideret. I visse tilfælde sker det dog først, når forsendelsesproceduren er afsluttet. 

Se de nye toldstedskoder i DMS Forsendelse.

Angiv eksportoplysninger på ladelisteniveau

Eksportoplysninger i DMS Forsendelse skal nu angives på ladelisteniveau i dataelementgruppe 12 01 000 000 forudgående dokumenter. Det drejer sig om felterne dokumenttype (N830), eksportangivelsens MRN og supplerende oplysninger (ikke obligatorisk). 

Der kan angives op til 1.999 ladelister, og hver ladeliste må kun indeholde ét eksport-MRN.

Er der tale om en eksportangivelse med flere vareposter, skal eksportangivelsens varepostoplysninger angives på varepostniveau under ladeliste (inkl. vareposter). På vareposten skal der ikke henvises til eksportangivelsens MRN i dataelementet 12 01 000 000 forudgående dokumenter, da eksport-MRN er angivet på ladelisteniveau.

Hvis du eksporterer punktafgiftspligtige varer

Hvis en virksomhed eksporterer punktafgiftspligtige varer, angives ARC-nr. på ladelisten i dataelement 12 04 001 000 og dokumenttypen i dataelement 12 04 002 000. Dokumenttypen angives som C651 eller C658, hvis der er tale om nødprocedure i forbindelse med EMCS (Excise Movement and Control System). Herudover er det obligatorisk at angive varekode og nettovægt på varepostniveau under dataelement 18 01 001 000.

Status på eksportangivelsen skal være, at varerne er frigivet. Toldstedskoden for udgangstoldstedet på eksportangivelsen og toldstedskoden for afgangstoldstedet på forsendelsesangivelsen skal være identiske.

Læs mere om kommende opdateringer af DMS.

Læs om hvordan du udfylder dataelementer i DMS Forsendelse.