07-02-2024
Bevis for status som EU-varer: 1. marts 2024 erstatter PoUS-systemet de nuværende papirblanketter
Hvis en vare med EU-status under transport, primært med skib, fly eller tog, har været uden for EU's område, skal man ved import til EU bevise varens status som EU-vare.
Det sker i dag med T2L- og T2LF-blanketterne ved henvendelse på et toldsted eller via en virksomheds bevilling. I begge tilfælde er det fysiske blanketter, som skal ekspederes manuelt.
Fra 1. marts 2024 digitaliseres blanketterne og sagsbehandlingen, og herefter skal alle de virksomheder, der ønsker bevis for varers toldmæssige status som EU-varer, anvende PoUS-systemet.
Er du autoriseret udsteder?
Som autoriseret udsteder (ACP) har en virksomhed bevilling til at benytte T2L- og T2LF-blanketter som bevis for varers status som EU-varer, uden at blanketterne skal stemples og underskrives af Toldstyrelsen.
Fra 1. marts 2024 skal du som autoriseret udsteder bruge PoUS-systemet, når du skal registrere en vares status. Når du har bevilling, kræver det dog ingen sagsbehandling fra Toldstyrelsen.
Du vil modtage yderligere information via Digital Post.
Er du ikke autoriseret udsteder?
Hvis du ikke er autoriseret udsteder, skal du fra 1. marts 2024 anmode om bevis for varernes toldmæssige status som EU-varer via PoUS-systemet. Toldstyrelsen behandler så sagen og godkender anmodningerne enkeltvis.
Sådan får du adgang til PoUS-systemet
Du tilgår PoUS-systemet via EU Customs Trader Portal. Hvis du ikke allerede har adgang til EU Customs Trader Portal, skal du oprette dig som bruger.
Læs mere om varens toldmæssige status og PoUS-systemet.
Har du spørgsmål?
Har du systemtekniske spørgsmål, kan du kontakte Toldstyrelsens Servicedesk på mail servicedesk@toldst.dk.
Har du toldfaglige spørgsmål, kan du kontakte Toldstyrelsens Vejledning på telefon 72 22 12 02.