Angivelser i DMS Eksport
I DMS Eksport skal du vælge den rigtige angivelse fra starten, da det ikke er muligt at ændre til en anden angivelse undervejs.
Eksportangivelserne er opdelt i tre grupper:
- A-angivelser, som indgives direkte til udpassagetoldstedet (det toldsted, hvor varen forlader EU)
- B-angivelser, som indgives til eksporttoldstedet (det toldsted, hvor virksomheden er hjemmehørende)
- C-angivelser, som omfatter ordningen forenklet eksportangivelse.
Se også oversigten over dataelementer (felter) i DMS Eksport.
En forudindgivet angivelse (D-angivelse) indgives, inden varerne frembydes. Den kan indgives 30 dage før frembydelse. Alle eksportangivelser kan indsendes som en forudindgivet angivelse, og det kræver ikke en bevilling.
Inden transporten startes, og før varerne læsses på transportmidlet på en godkendt adresse hos en godkendt frembyder, skal der indsendes en frembydelsesmeddelelse (C2-meddelelse) til den forudindgivne angivelse. Frembydes varerne fysisk på et eksporttoldsted (det toldsted, hvor virksomheden er hjemmehørende), indsætter eksporttoldstedet frembydelsesmeddelelsen. Først når varerne er frigivet til eksport, må transporten startes.
Vær opmærksom på, at en forudindgivet angivelse automatisk bliver ugyldiggjort og slettet, hvis varen ikke frembydes senest 30 dage efter indgivelsen.
Når du opretter en forudindgivet angivelse i DMS Eksport, ændres informationen i dataelement Supplerende angivelse 11 02 000 000.
| Angivelse | Kode i dataelement 11 02 000 000 |
|---|---|
| Forudindgivet B1: eksport- og reeksportangivelse | EXD |
| Forudindgivet B2: angivelse til passiv forædling | EXD |
| Forudindgivet B3: angivelse til toldoplagring af EU-varer | COD |
| Forudingivet B4: angivelse til afsendelse af varer til særlige fiskale områder | COD |
| Forudindgivet C1: forenklet eksportangivelse | EXE |
| Forudindgivet C1: forenklet eksportangivelse, lejlighedsvis | EXX |
| Forudindgivet C1: forenklet eksportangivelse, regelmæssigt | EXF |
En B1-angivelse er en angivelse til eksport af EU-varer og reeksport af ikke-EU-varer.
B1-angivelsen kan bruges ved:
- almindelig eksport
- reeksport med en særlig procedurekode, fx reeksport efter afslutning af aktiv forædling
- efterfølgende eksportangivelse (retrospektiv)
- angivelse af proviant, dvs. told- og afgiftsfri varer, som skal bruges ombord på skibe og fly
Du kan vælge at kombinere eksportangivelsen med en summarisk udpassageangivelse.
En B2-angivelse er en angivelse til passiv forædling. Den skal bruges, når du sender varer til lande uden for EU til en form for forædling eller reparation.
For at benytte en B2-angivelse skal din virksomhed have en bevilling til passiv forædling (OPO). Du kan enten have en såkaldt stående bevilling eller søge om en enkeltstående bevilling. Har din virksomhed en stående bevilling, kan du sende varer til passiv forædling uden at ansøge om en bevilling hver gang.
I DMS Eksport er ansøgningen til enkeltstående bevilling indbygget i B2-angivelsen. Husk at sætte flueben i feltet ’Ansøgning om enkeltstående bevilling’ nederst på angivelsens hoveddel.
En B3-angivelse er en angivelse til toldoplag af EU-varer. B3-angivelsen gør det muligt at opbevare EU-varer i en lagerfacilitet til toldoplag. Det kræver en bevilling at benytte B3-angivelsen.
En B4-angivelse er en angivelse til afsendelse af varer til de særlige fiskale områder, som omfatter Ålandsøerne (Finland), De Kanariske Øer (Spanien), Mont Athos (Grækenland) og de franske territorier. Områderne er en del af EU’s toldområde, men er ikke en del af moms- og afgiftsområdet.
Når EU-varerne skal transporteres til, fra eller mellem de særlige fiskale områder, skal der bruges et T2LF-dokument.
Når du indsender en B4-angivelse i DMS Eksport, skal du indsætte procedurekoden 10 00 F75 i datagruppe 11, Angivelsesoplysninger, inkl. procedurekoder på varepostniveau. Det kræver ikke en bevilling at indsende en B4-angivelse.
En B4-angivelse kan også indsendes som en forudindgivet angivelse, EX/D.
En C1-angivelse er en forenklet angivelse. Det betyder, at den har et reduceret datasæt. C1-angivelsen kan bruges, hvis virksomheden mangler oplysninger eller dokumenter til angivelsen. Efterfølgende skal der indsendes en supplerende angivelse med de manglende oplysninger, for at angivelsen bliver en fuld B1- eller B4-angivelse. En C1-angivelse kan bruges en enkelt gang eller regelmæssigt. Vil man benytte C1-angivelser regelmæssigt, kræver det en bevilling (SDE).
To typer af supplerende angivelser
Den supplerende angivelse indsendes ved at åbne den eksisterende forenklede angivelse og kan være enten en enkeltstående angivelse eller gælde for en periode.
- Den enkeltstående er én supplerende angivelse, som indgives til en konkret C1-angivelse, hvor virksomheden fx ikke har alle oplysninger til rådighed fra starten.
- Periodeangivelse eller månedsangivelse betyder, at virksomheden indgiver én supplerende angivelse, som omfatter flere forenklede angivelser.
Den supplerende angivelse skal som hovedregel indgives senest 10 dage efter den forenklede C1-angivelse.
Virksomheden skal indsende en C2-meddelelse for at få frembudt varer til eksport.
En C2-meddelelse kan bruges i forbindelse med:
- en forudindgivet angivelse.
- indskrivning i klarererens regnskab.
Ved en forudindgivet angivelse skal C2-meddelelsen altid benyttes ved frembydelse af varer til eksport. En C2-meddelelse skal indsendes på den forudindgivne angivelse for de varer, du ønsker at frembyde.
Frembydelsesmeddelelsen knytter sig til en specifik angivelse, og du skal indsende den, når varerne skal frembydes enten ved eksporttoldstedet eller på det godkendte frembydelsessted. Hvis C2-meddelelsen indsendes af en godkendt frembyder, bliver varerne frigivet automatisk efter risikoanalysen, medmindre angivelsen er udtaget til kontrol.
Hvis virksomheden har en bevilling (EIR) til indskrivning i klarererens regnskab, vil det fremgå af bevillingen, om der skal indsendes en frembydelsesmeddelelse via en C2-meddelelse, eller om virksomheden er fritaget for frembydelse.
En A1-angivelse er en summarisk udpassageangivelse (EXS). Angivelsen indeholder sikkerheds- og sikringsoplysninger, som skal indgives for alle varer, der forlader EU’s toldområde.
En A1-angivelse kan kombineres med flere angivelser til eksport og forsendelse, hvor sikkerhedsoplysningerne angives direkte i eksport- eller forsendelsesangivelsen. Hvis der kun skal laves en summarisk udpassageangivelse, skal den indgives til udpassagetoldstedet i det land, hvor varerne forlader EU.
En A1-angivelse kan benyttes i de tilfælde, hvor der ikke skal indgives en eksport- eller reeksportangivelse, ved:
- varer, der sendes direkte ud af EU fra midlertidig opbevaring
- varer, der sendes direkte ud af EU fra en frizone.
Tidsfristen for at indgive den summariske udpassageangivelse afhænger af transportformen. Du kan læse mere i den juridiske vejledning F.A.14.1.6.
En A2-angivelse er en summarisk udpassageangivelse (EXS) med et reduceret datasæt. A2-angivelsen følger de samme regler som en A1-angivelse, men indeholder færre oplysninger. Den bruges i forbindelse med ekspresforsendelser. Det kræver ikke en bevilling at benytte A2-angivelsen.
En A3-meddelelse er en reeksportmeddelelse, som indeholder færre oplysninger end en A1- og A2-angivelse. Reeksportmeddelelsen indeholder oplysninger, som kan afslutte frizoneprocedure eller midlertidig opbevaring, og kan bruges i de tilfælde, hvor der dispenseres fra at indsende en A1- eller A2-angivelse, fx ved ikke-EU-varer i en frizone eller på midlertidig opbevaring (G4), som sendes direkte ud af EU inden for 14 dage.