Gå til indhold

Referat for Toldkontaktudvalgsmøde 6. oktober 2023

Dato: 6. oktober 2023 kl. 10.00-13.00
Sted: Amtsrådssalen, Lyseng Allé 1, 2000 Højbjerg
Referat offentliggjort: 12. februar 2024

1. Velkomst og dagsorden 

10.00-10.15 v/ Christian Lützen, direktør for Toldstyrelsen

CL bød velkommen til mødet i Amtsrådssalen på Lyseng Allé og oplyste, at Lyseng Allé i løbet første halvår 2024 bliver Toldstyrelsens nye hovedsæde.

CL bød derefter velkommen til nye medlemmer af Toldkontaktudvalget og præsenterede Charles Volkersen Conrad, der er ny handelsdirektør i Toldstyrelsen pr. 1. oktober 2023.

Som opfølgning på mødet i Toldkontaktudvalget 30. juni 2023 orienterede CL om, at der er iværksat en spørgeskemaundersøgelse bl.a. logistik- og speditionsvirksomheder mhp., hvordan de oplever fordelene ved en AEO-bevilling. Toldstyrelsens overvejelser vedrørende den fremadrettede service for AEO-bevillingshavere vil bl.a. tage udgangspunkt i undersøgelsens resultater.

JTM gennemgik dagsordenen.

2. Toldstyrelsens organisation fra 1. januar 2024

10.10-10.25 v/ Christian Lützen, direktør for Toldstyrelsen

CL orienterede udvalget om Toldstyrelsens organisation, som træder i kraft fra 1. januar 2024.

CL indledte med at uddybe baggrunden for justeringen af organisationen. Toldstyrelsen arbejder godt og dygtigt med opgaverne, men der er også potentiale til at kunne gøre det bedre og fremtidssikre Toldstyrelsen i forhold til en verden, der forandrer sig med stadig større hastighed og kompleksitet, og et stadig stærkere EU, som også kommer til at få en anden rolle i fremtidens europæiske toldunion.

Herefter gennemgik CL hovedlinjerne i den nye organisation. Den gamle amtsgård på Lyseng Allé bliver Toldstyrelsens nye hovedkvarter og kommer til at rumme de kendte funktioner og en række nye opgaver, der tidligere har været spredt ud i hele landet.

Derudover fremhævede CL bl.a., at den samfundsbeskyttende kontrol styrkes med etablering af et selvstændigt område, handel- og kontrolenhederne opdeles i stærkere faglige fællesskaber, og for at kunne levere en bedre og mere ensartet sagsbehandling, samles de geografiuafhængige opgaver i færre enheder med et klart opgaveindhold og en entydig retning.

Danske Shipping og Havnevirksomheder spurgte til, hvor udvikling af nye toldsystemer er forankret i den nye organisation. CL svarede at udviklingen er forankret i enhederne Portefølgestyring og Forretningsudvikling og er bindeleddet, der skal sikre samarbejdet med systemleverandørerne og Udviklings- og Forenklingsstyrelsen.

3. Nyt fra EU

10.25-10.40 v/ Christian Lützen, direktør for Toldstyrelsen

CL gav en kort status på EU’s forslag til en reformpakke på toldområdet. Forhandlingerne forventes at gå i gang i EU-regi i Rådet i oktober. Regeringen forestår forhandlinger og Toldstyrelsen og Udviklings- og Forenklingsstyrelsen leverer bidrag i form af bl.a. konsekvensvurderinger. Regeringen forelægger et grund- og nærhedsnotat på hovedforslaget for Folketingets Europaudvalg i oktober. Departementet har haft forslaget til høring hos bl.a. Toldkontaktudvalget i sommers.

Danske Shipping og Havnevirksomheder (DSHV) bemærkede, at der er tale om fundamentale ændringer for erhvervslivet og, at man savnede dialog og inddragelse fra EU's side. DSHV nævnte i den forbindelse forslaget om reduktionen af tidsrammen for midlertidige oplag til 3-6 dage fra de nuværende 90 dage, som man er kritisk over for, da det ikke afspejler den operationelle virkelighed.

Herefter orienterede CL om, at Toldstyrelsen ønsker at bruge Toldkontaktudvalget i højere grad til høringer af EU-retsakter, som kan få konsekvenser for erhvervslivet. Det gælder særligt med hensyn til gennemførelsesforordninger og -afgørelser samt delegerede retsakter, der har til formål at fastlægge mere detaljerede og tekniske bestemmelser.

Toldkontaktudvalget vil fremover modtage flere høringer med forholdsvis kort varsel. Toldstyrelsen vil bestræbe sig på, at udvalget får forslagene i høring tidligst muligt, så der er bedre mulighed for at fremme danske synspunkter i drøftelserne.

Landbrug & Fødevarer (L&F) opfordrede til, at man var koordineret med andre myndigheder om høringerne, da L&F har oplevet at modtage samme høring fra flere myndigheder.

CL kvitterede for opfordringen og tilkendegav, at det vil Toldstyrelsen være opmærksom på i den fremadrettede dialog med relevante myndigheder.

4. DMS Eksport og DMS Forsendelse

10.40-11.35 v/ Claus Bruun Johannessen, konstitueret udviklingsdirektør for Toldstyrelsen, Pia Povlsen, chefkonsulent, EUTK-toldsystemer i Toldstyrelsen, Lars Langer, partner, Netcompany og Michael Dahl Sørensen, projektleder, Netcompany

CBJ gav en status på DMS Eksport og DMS Forsendelse. En række nye krav fra EU i sidste fase af udviklingen af DMS Eksport og DMS Forsendelse betød, at det nye system blev idriftsat 29. juli 2023 og ikke som forventet 1. maj 2023.

CBJ tilkendegav, at der har været udfordringer med testmiljøet og at løbende opdateringer af testmiljøet havde gjort det svært at arbejde i og i den forbindelse kvitterede for den dialog, der havde været med erhvervslivet, som havde givet vigtigt input til systemet og også frustrationer som der er blevet lyttet til og taget til efterretning.

CBJ orienterede herefter om, at Toldstyrelsen på den baggrund havde besluttet at forlænge overgangsperioden, hvor erhvervslivet kan benytte sig af de eksisterende systemer til eksport og forsendelse, og at der nu blev arbejdet efter at de eksisterende systemer lukker 1. maj 2024. Forlængelse af perioden vil give virksomhederne længere tid til at forberede sig til det nye system og gradvist tage det i brug og levner tid til fejlrettelser af den nye løsning.

CBJ bemærkede hertil, at flere EU-lande har haft et ønske om at forlænge overgangsperioden og at man forventede, at EU ville åbne op herfor i forbindelse med en revision af arbejdsprogrammet.
Flere medlemmer af udvalget bemærkede, at erhvervslivet er klar til at teste og gå på systemet, men at oplevelsen er, at systemet ikke virker, og derfor blokerer for at man kan teste og ibrugtage systemet.
CBJ medgav, at der var udfordringer og, at onboardingperioden derfor forlænges, så der kan foretages nødvendige fejlerettelser i systemet og erhvervslivet får mere tid til at tage systemet i brug.

CBJ, LL og MDS gennemgik herefter det videre forløb fra fejlrettelser til ibrugtagning og lukning af de nuværende systemer.
Det videre forløb vil komme til at ske i koordination med erhvervslivet – bl.a. via en workshop, som Toldkontaktudvalget vil modtaget en invitation til umiddelbart efter mødet. Formålet med workshoppen vil være at få identificeret de fejl, der blokerer for erhvervslivets ibrugtagning af systemet.
MDS bemærkede at det nu handlede om at sikre at udfordringer blev fundet og rettet, og understregede, at det var vigtigt at erhvervslivet blev ved med at teste og melde fejl ind i takt med, at der blev lagt fejlrettelser på testmiljøet. Fejlrettelserne vil blive prioriteret ind i et planlagt og transparant forløb på TFE og løftes til produktion så hurtigt som muligt.

MDS orienterede herefter om, at forventningen var, at DMS Eksport og DMS Forsendelse ville være klar til ibrugtagning medio januar og, at man herefter ville starte en gradvis onboarding af erhvervslivet.

Udvalget spurgte til, hvornår der forelå en endelig plan for, hvornår systemet er i drift og hvordan onboardingen skal foregå. Udvalget gjorde i den forbindelse opmærksom på, at der vil være en stor gruppe af virksomheder, som først vil tage systemet i brug tæt på 1. maj 2024.
MDS og CBJ svarede, at der vil blive meldt en plan ud hurtigst muligt, men at det var nødvendigt at få erhvervslivets input først, bl.a. via workshoppen.

Flere medlemmer spurgte Netcompany, om DMS bliver brugt i andre lande. LL svarede, at flere lande bl.a. Holland, Norge og Sverige også kommer til at bruge løsningen.

Udvalgte spurgte desuden til, om der kan forventes forbedringer til DMS, særligt brugergrænsefladen i DMS Online.
CBJ svarede, at det i første omgang handlede om at sikre sig, at systemet et lovmedholdeligt og i mål kontraktuelt. Herefter vil der blive kigget på, hvad der kan gøres af tiltag over de næste år under de givne økonomiske rammer.
LL supplerede, at Netcompany er interesserede i, at systemet skal være en god oplevelse og at der kommer opdateringer til brugergrænsefladen uafhængigt af Toldstyrelsen.

CBJ gennemgik nogle af de fejl i systemet, som erhvervslivet havde været med til at gøre opmærksom på, og at der blev arbejdet efter at få dem rettet i de kommende opdateringer. Opdaterede fejllister vil erhvervslivet kunne finde på Toldstyrelsens hjemmeside, og herunder information om i hvilke opdateringer at fejlene ville blive rettet.
Udvalget opfordrede til åbenhed om, hvad der er meldt ind af fejl og hvad der er løst.
CBJ kvitterede for opfordringen og bemærkede, at det blev der kigget på, så erhvervslivets kan finde fejl og fejlrettelser på Toldstyrelsens hjemmeside.

Dernæst gennemgik CBJ Toldstyrelsens aktuelle fokus for vejledning af erhvervslivet om DMS Eksport og Forsendelse. Som meldt ud på Toldkontakt-udvalgsmødet 30. juni er kapaciteten til vejledning m.m. øget, og at det er Toldstyrelsens oplevelse, at det har hjulpet flere virksomheder med at få svar på spørgsmål. CBJ anerkendte, at der fortsat var frustration fra erhvervslivet med at få svar på spørgsmål, som er sendt ind. Derfor arbejdes der nu bl.a. på at få uddannet flere medarbejdere, så de er klædt på til at vejlede erhvervslivet og at få forbedret vejledningsmaterialer.

Slutteligt orienterede PP om, at proceduren for lukning af uafsluttede eksport-angivelser i DMS vil være den samme som i e-Export. Det betyder, at Toldstyrelsen med baggrund i DF, artikel 248, ugyldiggør en eksportangivelse efter 150 dage fra varernes frigivelse til eksport.
PP bemærkede hertil, at Toldstyrelsen henvender sig til klarereren 90 dage efter at varerne er frigivet til eksport, i de tilfælde, hvor eksportangivelsen endnu ikke er afsluttet. Klarereren har herefter mulighed for at give information om, hvor varerne befinder sig, og indgive alternativt bevis for eksportens afslutning.

Pause

11.35-12.00

5. ICS2 for luftfragt og ICS2 for vand, vej og jernbane

12.00-12.15 v/ Mads Bytzer Munch, EUTK-kontrolsystemer i Toldstyrelsen

MBM orienterede om Danmarks tilslutning til ICS2 for luftfragt 4. november 2023.

I ICS2-processen er der to systemer, som virksomhederne sender data ind til.
I Danmark er der Manifest, som virksomheden sender ankomstmeddelelse og ankomstdeklaration til. I EU er der Shared Trader Interface (STI), som virksomheden sender ENS-angivelser og ICS2-ankomstnotifikationer til. 4. november laves koblingen mellem de danske systemer og EU-systemerne, så de begynder at udveksle data.

MBM gjorde opmærksom på, at for virksomheder, som bruger Manifest for luftfragt ind i EU, betyder det, at der kommer en række ændringer i Manifest, herunder at virksomhederne i en periode skal bruge en midlertidig kode, når de indsender beskeder til Manifest for luftfragt.

MBM gav en status på ICS2 for vand, vej og jernbane. Virksomheder, som skal indsende ENS-angivelser for de transportformer, skal kobles på STI. Og ligesom med luftfragt kræver det en conformance-test.
Conformance-testen åbner 1. december og de virksomheder, som skal teste, skal kontakte Toldstyrelsens Servicedesk.

Slutteligt orienterede MBM om, at EU er i gang med at revidere datoerne for, hvornår de forskellige sektorer skal gå på. Det forventes, at skibsfragt kobles på ICS2-processen først. Toldstyrelsen kommunikerer via nyhedsbrev, så snart datoerne ligger fast.

6. EU’s CO2-grænsetilpasningsmekanisme (CBAM)

12.15-12.35 v/ Morten Højberg, Center for Energiadministration, Energistyrelsen

MH orienterede om, at Energistyrelsen er kompetent myndighed. Energistyrelsen samarbejder med Toldstyrelsen og Erhvervsstyrelsen.

MH præsenterede herefter en tidsplan for, hvordan overgangen til CBAM kommer til at se ud. Fra 1. oktober 2023 t.om. 31. december 2025 indfases CBAM gradvist igennem en overgangsfase. Denne periode skal give tid til omstilling hos importørerne og ikke-EU producenter. I overgangsfasen er importører alene rapporteringspligtige.
Fra 1. januar 2026 starter implementeringsfasen. Fra dette tidspunkt er importørerne certifikatpligtige og skal årligt returnere certifikater for de importerede varer, tilsvarende de indlejrede emissioner indeholdt i de foreståede CBAM-importer.
Den første CBAM-rapport skal foreligge senest 31. januar 2024 for 4. kvartal 2023.

Rapporteringspligten påhviler det EORI-nr., som er opgivet på tolddeklarationen. Toldstyrelsen adviserer kvartalsvist i overgangsperioden importører af CBAM-varer om deres forpligtelser over for EU Kommissionen og den nationale kompetente myndighed.

MH orienterede om, at adgang til CBAM-registeret forventes implementeret som selvregistreringsløsning og, at alle importører forventes at have adgang til CBAM-registeret ultimo 2023.

EU-Kommissionen kontrollerer efter rapporteringsfristen for ukorrekt og ufuldstændig rapportering. Energistyrelsen vil kontakte importøren med henblik på snarlig indsendelse af CBAM-rapport eller med henblik på udbedring af mangler i den indsendte rapport. Ved gentagne overskridelser af importørens rapporteringsforpligtelse eller i tilfælde, hvor importøren modsætter sig udbedring sin mangelfulde rapportering, kan Energistyrelsen sanktionere vedkommende med bøde.

Der blev fra medlemmerne opfordret til, at man orienterede alle omfattede importører og brugte brancheorganisationerne i informationsindsatsen. MH kvitterede for opfordringen og bemærkerede hertil, at alle omfattede importører vil modtage digital post fra Toldstyrelsen om deres rapporteringspligter.

Der blev spurgt til om privatpersoner også er omfattet. HM svarede, at det var de og, at man i Energistyrelsen var i dialog med EU-Kommissionen om, hvordan privatpersoner skal håndteres fremadrettet, da disse som udgangspunkt ikke kan tildeles adgang til CBAM-registeret.

Energistyrelsen har oprettet en CBAM-side på: www.ens.dk/ansvarsomraader/cbam-og-co2-kvoter/cbam med vejledning om CBAM og en CBAM-postkasse, CBAM@ens.dk, som virksomhederne kan skrive til med spørgsmål.

7. Toldværdi ved transfer pricing og Year-End-Adjustments

12.35-12.35 v/ Jette Fontenay, chefkonsulent i Forretningsprocesser, Toldstyrelsen

Punktet blev ikke gennemgået på mødet. Det blev aftalt med udvalget at punktet besvares i et notat og sendes ud med referatet.

8. Kommissorium for Toldkontaktudvalget

12.50-12.55 v/ Christian Lützen, direktør i Toldstyrelsen

CL gennemgik et udkast til justeret kommissorium for Toldkontaktudvalget. Toldstyrelsens handelsdirektør bliver formand for udvalget og mødested bliver fremover Toldstyrelsens hovedsæde på Lyseng Allé. Der var desuden i det reviderede kommissorium lagt op til at reducere antallet af møder til 2 møder om året eller efter behov.

Udvalget tilkendegav, at man i den nuværende periode med implementering af nye toldsystemer ønsker at fastholde 3 møder om året, og at der kan indkaldes til ekstra møder efter behov.

Det blev besluttet af fastholde 3 møder om året indtil videre. Kommissorium sendes ud med referatet.

9. Eventuelt og tak for i dag

12.55-13.00 v/ Christian Lützen, direktør for Toldstyrelsen

CL takkede for dagens møde. Mødedatoer for 2024 sendes ud med referatet for mødet.