Referat for Toldkontaktudvalgsmøde 30. juni 2023
Dato: 30. juni 2023 kl. 10.00-13.00
Sted: TAL R-2 auditoriet, Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg
Referat offentliggjort: 10. juli 2023
1. Velkomst og dagsorden
10.00-10.15 v/ Christian Lützen, direktør for Toldstyrelsen
CL bød velkommen til mødet i Toldkontaktudvalget, hvor der er mulighed for at drøfte og komme med ideer for forslag til forbedringer af Toldstyrelsens kerenopgaver med at passe på handlen og Danmark. Toldstyrelsen har potentiale til at gøre det endnu bedre end i dag og har brug for en ny strategi, der omfavner, hvad fremtidens told skal kunne. Tre vigtige ting, som fylder meget lige nu, er (1) forbedring af vores evne til at levere hurtig og effektiv sagsbehandling, (2) EU’s ambitioner på toldområdet og (3) implementeringen af de nye toldsystemer i 2023 med stor kompleksitet og stramme EU-frister og særligt den nødvendige støtte og vejledning til erhvervslivet.
CL bød derefter velkommen til nye medlemmer af Toldkontaktudvalget og præsenterede Jørgen Nygaard Nielsen, der er ny fagdirektør for told i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen pr. 1. februar 2023.
CS gennemgik dagsordenen og oplyste, at Toldstyrelsen under punkt 2 om DMS Eksport og DMS Forsendelse også vil besvare en række af de spørgsmål, som de eksterne udvalgsmedlemmer har meldt ind.
FSR – Danske Revisorer efterspurgte at få deres input til dagsordenen om mulighed for at rette eksportangivelser på dagsordenen til næste møde i Toldkontaktudvalget, når Toldstyrelsen har haft mulighed for at besvare skriftligt, fordi emnet har bred relevans. CL og CS bekræftede, at det vil indgå i planlægningen af næste møde.
2. DMS Eksport og DMS Forsendelse
10.15-11.00 v/ Claus Bruun Johannessen, konstitueret udviklingsdirektør for Toldstyrelsen og Jakob Holm, releasechef i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen
CBJ gav en status for udviklingen af DMS Eksport og DMS Forsendelse i 2023. En række nye krav fra EU i den sidste fase af udviklingen betød, at datoen for ibrugtagning blev ændret fra den 1. maj 2023 til den 29. juli 2023. Det forventes, at størstedelen af virksomhederne benytter sig af DMS Eksport og DSM Forsendelse til at oprette nye angivelser allerede fra den 1. oktober 2023, så perioden indtil EU-fristen den 1. december 2023 kan bruges på lukning af e-Export. Fra den 1. december 2023 skal alle angivelser være afsluttet i e-Export. Testmiljøet åbnede den 1. marts 2023, men der har desværre været udfordringer med at teste for virksomhederne og med at sikre kobling mellem det it-tekniske og toldfaglige i vejledningsmaterialet. Derudover har det været vanskeligt at besvare virksomhedernes spørgsmål hurtigt nok.
JH præsenterede tidsplan med de forventede opdateringer af systemet. Systemet opdateres sidste gang inden ibrugtagning den 5. juli 2023. Efter ibrugtagning den 29. juli 2023 er der indtil videre planlagt fire servicevinduer i august/september. JH opfordrede til at tage systemet i brug hurtigst muligt efter den 29. juli 2023, så det bliver muligt at finde fejl og eventuelle kapacitetsproblemer og fejlrette så hurtigt som muligt.
CBJ gjorde opmærksom på driftsmeddelelser på skat.dk, hvor virksomhederne kan holde sig opdateret om status for testmiljøet ved at vælge ’toldsystem’ og dernæst ’TFE (testsystemer)’. For virksomheder, der benytter system-til-system-løsningen kan opdateringer ses i Toolkit.
Der blev spurgt til, om test af systemet fra den 5. juli 2023 vil være i den version af systemet, som også tages i brug den 29. juli 2023, hvilket JH bekræftede.
De eksterne udvalgsmedlemmer bemærkede, at testperioden fra den 1. marts 2023 ikke har været værdifuld, fordi systemet ikke har været klar, og at testperioden derfor burde have været udskudt, indtil systemet nu er klar fra den 5. juli 2023. JH og CBJ tog bemærkninger til efterretning og oplyste, at det også har været Toldstyrelsens ønske at have en længere testperiode, men at rammebetingelserne desværre har udfordret processen. CBJ og JH kvitterede for den meget værdifulde test af systemet, virksomhederne har bidraget med på trods af en utilfredsstillende proces.
De eksterne udvalgsmedlemmer udtrykte bekymring for at tage systemet i brug den 29. juli 2023 og for tidsplanen generelt, fordi det har været så svært at teste med de mange fejl og den manglende information undervejs om opdateringer og tilbagemelding på de fejl, der er meldt ind. Der mangler fortsat vejledninger, og det er uklart, hvordan processer skal være om en måned. JH bemærkede, at de eksterne udvalgsmedlemmers input om processen er taget til efterretning, og at det er en god ide fremadrettet at involvere virksomheder tidligere i processen til at bidrage til vurdering af, om systemer er tilstrækkelig klar til test.
JH gav dernæst en status for virksomhedernes onboarding. Mange virksomheder har søgt om adgang, men kun halvdelen af virksomhederne har certifikater, som er afgørende for at tage det endelige system i brug og for at teste, på plads. JH opfordrede derfor til at få certifikaterne på plads. JH orienterede om service-vindue på 12 timer i forbindelse med ibrugtagning af det nye system den 29. juli 2023 og beredskab efter idriftsætningen (hypercare), og CBJ orienterede om Toldstyrelsens udvidede vejledningsindsats og etableringen af et nyt kundecenter i Toldstyrelsen.
Der blev spurgt, om ibrugtagningen den 29. juli 2023 kan udsættes, fordi det er midt i sommerferien, og fordi der fortsat mangler vejledningsmateriale – også på dansk – på nuværende tidspunkt. JH svarede, at det ikke er muligt at flytte ibrugtagningsdato blandt andet af hensyn til andre frister i EUTK-programmet.
Der blev spurgt til nedbrud af MitID og den manglende mulighed for at anvende nødprocedure i disse tilfælde. CBJ svarede, at Toldstyrelsen gerne vil overveje, om betingelserne for at nødprocedure kan træde i kraft bør omfatte nedbrud af MitID, selvom det ikke er Toldstyrelsens it-system.
Der blev opfordret til, at Toldstyrelsens kundecenter anvender et virtuelt ticket-system til at administrere henvendelser fra erhvervslivet, så erhvervslivet får mulighed for at følge status for Toldstyrelsens behandling af spørgsmål. CBJ kvitterede for input.
Der blev spurgt til afklaring af B-markerede dataelementer, som er valgfrie for medlemsstaterne. CBJ svarede, at Toldstyrelsen forventer meget snart at kunne melde ud, hvilke dateelementer DK har valgt, skal være obligatoriske.
CBJ orienterede herefter om nye processer og datakrav af særlig opmærksomhed i forbindelse med ibrugtagning af det nye system, herunder bl.a. (1) krav om flere oplysninger i forbindelse med indgivelse af ankomstattest som følge af en lovmæssig ændring i proceduren for udpassage, (2) nyt formatkrav til et LRN (Local Reference Number) og (3) opfordring til at fortsat at kombinere angivelser ved udpassage.
De eksterne udvalgsmedlemmer efterspurgte afklaring af proceduren for udpassage snarest. CBJ svarede, at Toldstyrelsen arbejder intensivt på en afklaring af procedure for udpassage og melder ud hurtigst muligt.
CL kvitterede afslutningsvist for de mange gode input under punktet, herunder det konkrete forslag om at anvende et virtuelt ticket-system til kundehenvendelser. CL bemærkede, at Toldstyrelsen frem mod næste møde i Toldkontakt-udvalget den 6. oktober vil sikre en proces til indsamling af input og give udvalget en tilbagemelding om Toldstyrelsens opfølgning og læringspunkter på mødet.
Toldkontaktudvalget vil modtage yderligere information om proces for indsamling af input i løbet af august 2023.
3. ICS2 for luftfragt og ICS2 for vand, vej og jernbane
11.00-11.20 v/ Tine Mercebach, funktionsleder for EUTK-kontrolsystemer
TM gav en status på Danmarks tilslutning til ICS2 for luftfragt omkring den 1. november 2023, hvor de nationale systemer kobles med EU-systemet STI (Shared Trader Interface), og virksomhederne herefter vil modtage besked fra Manifest om f.eks. kontroller på luftfragt. I forbindelse med onboarding af virksomhederne vil testmiljøet åbne den 14. august, og tekniske ændringer vil være klar på skatteforvaltningens GitHUB senest den 7. juli. TM oplyste, at Toldstyrelsen vil orientere om de tekniske ændringer i et kommende nyhedsbrev, og at en optagelse af det afholdte temamøde fra den 23. maj 2023 kan ses på toldst.dk.
TM gav herefter en status for test og tilslutning til ICS2 for vand, vej og jernba-ne, der tages i brug den 1. marts 2024 og med frist for virksomheder for at koble sig på systemet den 31. marts 2025.
Der blev spurgt til, om onboarding vil kunne ske i hele perioden fra den 1. marts 2024 og helt frem til den 25. marts 2025. TM svarede, at Toldstyrelsen vil afklare nærmere og præcisere i et kommende nyhedsbrev.
4. Fordele ved en AEO-bevilling
11.20-11.30 v/ Niels Vejlby Hansen, kontorchef for Kontrolprocesser i Toldstyrelsen.
Danske Speditører redegjorde kort for punktets baggrund, herunder om forslag til implementering af forbedringer. Danske Speditører foreslår bl.a. en fast-track for AEU-bevillingshavere på toldekspeditionssteder og bedre mulighed for at vælge kontrolsted.
NVH gav en status for kontroller af AEO-virksomheder og de væsentligste fordele ved en AEO- bevilling. Der allokeres mange ressourcer til arbejdet med AEO-bevillinger og med at sikre bevillingshavernes fordele. Som Autoriseret Økonomisk Operatør (AEO) opnås en række fordele, fastsat af EU og afhængigt af, hvilken bevilling man har. De væsentligste fordele er lettere adgang til toldforenklinger, færre fysiske og dokumentbaserede kontroller, prioriteret behandling ved toldkontrol, valg af kontrolsted og gensidig anerkendelse med lande udenfor EU.
NVH bemærkede, at muligheden for grænseforskydning ofte afhænger af antallet af sager i det geografiske område, som en toldekspedition skal dække. NVH bemærkede endvidere, at en fast-track til AEO-bevillingshavere ikke vil have stor effekt, fordi der er mange AEO-bevillingshavere.
Danske Speditører bemærkede, at de oplever mange afslag på grænseforskydning, fordi der som udgangspunkt ikke er ressourcer til at levere denne service. Danske Speditører opfordrede til dialog om, hvordan AEO-fordele bedre kan realiseres. NVH svarede, at Toldstyrelsen meget gerne indgår i dialog med Danske Speditører om at kortlægge procedurer og afdække forbedringspotentiale.
CL kvitterede afslutningsvist for input under punktet og bemærkede, at Toldstyrelsen som opfølgning på mødet indhenter konkrete eksempler fra Toldkontakt-udvalget og overvejer muligheder for service fremadrettet. Toldstyrelsen vil følge op på næste møde i Toldkontaktudvalget den 6. oktober 2023.
Pause
11.30-12.00
5. EU's Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM). Toldstyrelsens opgaver fra 1. oktober 2023
12.00-12.15 v/ Jimmi Nordkroggaard Højberg, jurist i Forretningsprocesser
JNH orienterede om EU's Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM) og Toldstyrelsens opgaver forbundet med CBAM-forordningens ikrafttrædelse pr. 1. oktober 2023. CBAM er en mekanisme til beskyttelse mod kulstoflækage og omfatter varegrupperne cement, jern/stål og aluminium, gødningsstoffer, elektricitet og brint m.fl. Omfattede varer vil fremgå af TARIC. Der vil være en overgangsperiode med rapporteringspligter pr. 1. oktober 2023, og certifikatpligt vil blive indfaset fra 1. januar 2026.
Der blev spurgt til hhv. om en privat importør vil være omfattet af rapporteringspligten, om afgifter skal betales via fortoldningen, og om en importør skal stå på mål for, hvad CO2-værdien er i eksempelvis gødning. JNH svarede, at kompetent myndighed i Danmark skal fastlægges, og EU skal udarbejde en gennemførselsforordning, hvorefter det vil være muligt at udarbejde informationsmateriale til virksomhederne. Toldstyrelsen udsender et nyhedsbrev efter sommerferien, og det er også muligt at følge med på EU’s hjemmeside: Carbon Border Adjustment Mechanism (europa.eu).
CL bemærkede afslutningsvist, at Toldstyrelsen generelt vil arbejde på at udvide samarbejde med resortmyndigheder for at være klædt godt på til at til at vejlede virksomheder og kunne henvise til relevant myndighed.
6. Godtgørelser
12.15-12.25 v/Hans-Martin Lauesen, funktionsleder for Godtgørelser i Toldstyrelsen
Danske Speditører redegjorde kort for punktets baggrund, herunder et misforhold mellem tidsfrist og renteforhold, når en virksomhed skal betale told, og når en virksomhed skal have tilbagebetalt for meget told.
HML orienterede om procedurer for behandling af godtgørelsessager og opkrævningssager i EUTK, herunder om de lovfastsatte frister og renteforhold.
HML gav herefter en status for sagsflow i forbindelse med godtgørelsessager. Det er desværre ikke muligt at nedbringe sagsbehandlingstiden, selvom der i øjeblikket afsluttes flere sager, end der oprettes, på grund af stor sagsbunke. Antallet af sager med flere vareposter på hver toldangivelse stiger, og det kræver ofte en mere omfattende sagsbehandling. Der er flere tiltag på vej til at nedbringe sagsbehandlingstiderne, og det vil Toldkontaktudvalget blive orienteret nærmere om på næste møde. Et tiltag omhandler dialog med virksomheder, og Toldkontaktudvalget vil modtage mere information herom efter mødet
CL kvitterede afslutningsvist for input og bekræftede, at Toldstyrelsen vil følge op på dialogen med virksomhederne og styrelsen fokus på driftsstyring på næste møde i Toldkontaktudvalget den 6. oktober 2023.
7. Lovgivning og nyt fra EU
12.25-12.40 v/ Helene Modeweg-Hansen, chefkonsulent i Skatteministeriets departement
HMH orienterede om, at de nye halvårlige kontingenter og toldsuspensioner træder i kraft pr. 1. juli 2023, men vanen tro først offentliggøres tæt på ikraft-træden.
HMH orienterede dernæst om hovedelementerne i EU’s reformpakke, som EU-Kommissionen har fremlagt den 17. maj 2023, og den fælles beslutningsprocedure, hvor Rådet og Europa-Parlamentet nu behandler forslagene – formentlig de næste 1-2 år, hvorefter der skal skabes enighed. EU-kommissionens forslag til reform for toldområdet omfatter meddelelse, nyt toldkodeks, ændring i momsdirektivet samt ændring i tariferingsordningen og toldfrihedsordningen. HMH opfordrede medlemmerne af Toldkontaktudvalget til at sende bemærkninger i forbindelse med den igangværende høring.
8. Vejledning om told flytter til toldst.dk
12.40-12.45 v/ Caspar Sørensen, chefkonsulent i Kommunikation
CS oplyste, at vejledning om told til borgere og virksomheder i september 2023 flytter fra skat.dk til toldst.dk.
9. Eventuelt og tak for i dag
12.45-13.00 v/ Christian Lützen, direktør for Toldstyrelsen
CS orienterede kort om midlertidig lukning af Toldekspeditionen i Aalborg, som er meldt ud via Toldstyrelsens nyhedsbrev. CL supplerende og oplyste, at Toldstyrelsen vil se på muligheden for at holde åbent et par timer dagligt i toldekspeditionen i Aalborg.
CS orienterede dernæst om, at 11. sanktionspakke mod Rusland er vedtaget, og at Toldstyrelsen vil informere i via nyhedsbrev.
CL takkede for dagens møde. Næste møde i Toldkontaktudvalget er den 6. oktober 2023 og afholdes i Aarhus.