17-05-2023
Mand dømt for at smugle 740.000 piller i ligvogn
Tirsdag d. 25. april 2023 faldt der dom ved retten i Nykøbing i en sag om smugling af ulovlige stoffer. En 51-årig udenlandsk mand er blevet idømt fire års fængsel og et indrejseforbud for bestandig for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om euforiserende stoffer.
Sagen stammer tilbage fra mandag d. 30. januar 2023, hvor manden blev stoppet i en rustvogn i en af Toldstyrelsens stikprøvekontroller på Gedser Havn. Den 51-årige fortalte tolderne, at kisten var tom, og at han var på vej til Sverige for at hente en afdød person, som han skulle fragte tilbage sydover.
- Manden blev bedt om at køre ind til siden, hvor tolderne scannede rustvognen. Scanningen viste indhold i bilen, der vakte toldernes mistanke. Herefter blev rampen der holdte kisten rullet tilbage, og under rampen kunne tolderne konstatere, at der lå ind til flere bundter pakker med piller. Herefter blev politiet tilkaldt, fortæller kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund.
Rustvognen blev efterfølgende tømt i Toldstyrelsens undersøgelseshal, hvor politiet beslaglagde knap 740.000 piller af typen Alprazolam samt mindre mængder af lægemidlerne Diazepam og Clonazepam.
Fotos: Toldstyrelsen
Den 51-årige blev anholdt og har siden grundlovsforhøret den følgende dag siddet varetægtsfængslet, mens sagen blev efterforsket af Sydsjælland og Lolland Falsters Politis udlændingekontrolafdeling. Efterforskningen er blandt andet sket i samarbejde med myndigheder i flere andre lande.
Det er ikke første gang, at toldere har forhindret forsøg på smugling af større partier piller. I november 2022 fandt toldere ved Frøslev Grænseovergang ca. 170.000 tramadol-piller i en varevogn taget ud til kontrol.
De seneste opgørelser fra Toldstyrelsen viser, at der i 2022 blev tilbageholdt knap 270 kilo nye psykoaktive stoffer, som Alprazolam, Diazepam og Clonazepam hører ind under.
Læs mere om Toldstyrelsens kontrol af narkotika i 2022.
Yderligere kommentarer
Journalister kan kontakte Toldstyrelsens pressevagt på 72 22 12 00 eller presse@toldst.dk.
Toldstyrelsens kontrol
Toldstyrelsen kontrollerer ved alle Danmarks grænser og kontrollerer varer på vej til både private og virksomheder. Når varer udtages til kontrol, sker det som stikprøver eller baseret på en risikovurdering.
Oplysninger fra andre landes toldmyndigheder og danske myndigheder er med til at danne udgangspunktet for de konkrete risikovurderinger. Scannere og toldhunde indgår i arbejdet med at udvælge og kontrollere varer.