14-11-2022
Toldere finder ca. 170.000 ulovlige piller i varevogn
I starten af juni fandt toldere knap 170.000 stk. ulovlige tramadol-piller i en varevogn taget ud til kontrol ved Frøslev Grænseovergang.
- Føreren af varevognen fortalte, at de var på vej til Sverige med el-radiatorer, og da føreren åbnede varerummet, kunne tolderne se, at el-radiatorerne nærmest var kastet ind i bilen. Efter en nærmere scanning af varevognen, fandt tolderne indtil flere papkasser med tramadol-piller, der lå gemt inde bag el-radiatorerne. Umiddelbart efter blev politiet tilkaldt, fortæller kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund.
Varevognen blev efterfølgende tømt i Toldstyrelsens undersøgelseshal, hvor politiet beslaglagde i alt 13 papkasser med knap 170.000 piller med det virksomme stof tramadol, der er et smertelindrende stof i gruppen af opioider.
Fotos: Toldstyrelsen
Det er ikke første gang, at toldere har forhindret forsøg på smugling af tramadol-piller. I december 2021 fandt toldere i Rødbyhavn 40.000 tramadol-piller i kufferter medbragt ombord på to busser.
De seneste opgørelser fra Toldstyrelsen viser, at der i 2021 blev tilbageholdt i alt 127 kilo ulovligt råstof til produktion af lægemidler samt 351.249 stk. piller og ampuller.
Sagen med de knap 170.000 piller er overdraget til efterforskning hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Læs mere om Toldstyrelsens kontrol af lægemidler her.
Yderligere kommentarer
Journalister kan kontakte Toldstyrelsens pressevagt på 72 22 12 00 eller presse@toldst.dk.
Toldstyrelsens kontrol
Toldstyrelsen kontrollerer ved alle Danmarks grænser og kontrollerer varer på vej til både private og virksomheder. Når varer udtages til kontrol, sker det som stikprøver eller baseret på en risikovurdering.
Oplysninger modtaget fra andre landes toldmyndigheder og andre danske myndigheder indgår i de konkrete risikovurderinger. Scannere og toldhunde indgår i arbejdet med at udvælge og kontrollere varer.