27-05-2026
Undgå vareregistrering ved at færdiggøre angivelsen før ankomst og frembydelse
I DMS Import har vareregistrering erstattet MIG-angivelsen (angivelse til midlertidig opbevaring på grænsen). Vareregistrering og MIG-angivelsen er dog ikke det samme. Hvis man tidligere har brugt MIG-angivelsen som en fast del af ens toldproces, bør man derfor tilpasse sine arbejdsgange og processer, så der ikke sker vareregistrering.
Vareregistrering sker automatisk i tilfælde, hvor der er uoverensstemmelse mellem DMS Import og Manifest med hensyn til vægt eller status, eller hvor der er en ukorrekt henvisning til en forudindgivet toldangivelse eller angivelse til midlertidig opbevaring på ankomstdeklarationen.
Når vareregistreringen træder i kraft, har virksomheden kun 5 dage til at frembyde varerne og angive dem til midlertidig opbevaring. Der er altså ikke på samme måde, som ved den tidligere MIG-angivelse, god tid til at rette oplysningerne i angivelsen.
For at undgå vareregistrering er det derfor vigtigt, at du sørger for, at oplysningerne i henholdsvis DMS Import og Manifest stemmer overens før ankomst- og frembydelsestidspunktet.