04-10-2023
Overgangsperioden til DMS Eksport og DMS Forsendelse forlænges
Overgangsperioden er den periode, hvor virksomhederne kan benytte sig af de nuværende systemer til eksport og forsendelse, i takt med at virksomheden begynder at tage DMS Eksport og DMS Forsendelse i brug. Toldstyrelsen har nu besluttet at forlænge overgangsperioden, så virksomhederne får længere tid til at teste i testmiljøet. Det giver samtidig også længere tid til at lave fejlrettelser i systemet.
Den endelige tidsplan for lukningen af e-Export og det nuværende system til forsendelse er ved at blive fastlagt, men vi arbejder efter, at datoen forventeligt bliver 1. maj 2024.
Der kommer flere opdateringer med fejlrettelser i DMS Eksport og DMS Forsendelse i den kommende tid. Opdateringerne vil i første omgang blive lagt i testmiljøet. Vi vil løbende orientere om indholdet i opdateringerne i Toldstyrelsens nyhedsbrev og på Toldstyrelsens hjemmeside.
Justeret onboardingplan på vej
De første virksomheder er så småt begyndt at sende angivelser igennem det nye system. I samarbejde med erhvervslivet skal der nu lægges en justeret onboardingplan, så vi sikrer, at alle virksomheder kommer godt i gang med DMS. Onboardingen kommer til at ske i et planlagt forløb, hvor virksomhederne gradvist vil blive onboardet.
Det er en fordel, at det ikke sker på én gang, men over en længere periode, for at virksomhederne kan blive hjulpet bedst muligt i overgangen. Onboardingen vil ske efter nærmere aftale med Toldstyrelsen og Udviklings- og Forenklingsstyrelsen.
Toldstyrelsen opfordrer til, at virksomhederne fortsætter med at forberede sig. Det er vigtigt, at virksomhederne fortsat tester DMS Eksport og DMS Forsendelse, frem til at systemet tages i brug, da ændringerne løbende implementeres.
Ændringer fra EU har kompliceret udviklingen
En række nye krav fra EU i sidste fase af udviklingen af DMS Eksport og DMS Forsendelse betød, at DMS Eksport og DMS Forsendelse først blev idriftsat 29. juli 2023. Vi håndterer løbende ændringer i programmet, og i dette tilfælde kom ændringerne så tæt på målstregen, at vi ikke kunne sætte systemet i drift, før der var taget højde for ændringerne.
Udviklingen af DMS Eksport og DMS Forsendelse er en del af et længerevarende og komplekst it-program i Skatteforvaltningen.
Har du spørgsmål?
Kontakt Toldstyrelsens Servicedesk på mail servicedesk@toldst.dk.