26-04-2024
Lukningen af de nuværende systemer til eksport og forsendelse udsættes til 29. maj
Toldstyrelsen er i gang med at udskifte de it-systemer, der håndterer eksport og forsendelser. Det nye system, DMS Eksport og DMS Forsendelse, er i drift og modtager angivelser. Erhvervslivet er godt i gang med at tage systemet i brug, men flere virksomheder og brancheorganisationer har ønsket ekstra tid, før det eksisterende eksportsystem lukker for nye angivelser. Det imødekommer Toldstyrelsen og udsætter nedlukningen med knap en måned.
- Overgangen til vores nye systemer er en omfattende opgave for både virksomheder og toldmyndighederne. Vi har derfor gennem længere tid haft en tæt dialog med erhvervslivet om systemerne, og flere har ønsket lidt mere tid, før vi lukker de eksisterende systemer. Det har vi lyttet til, og derfor giver vi lidt ekstra tid til at komme helt over målstregen, siger Claus Bruun Johannessen, chef for it-udvikling i Toldstyrelsen.
Toldstyrelsen har oprindeligt meldt ud, at e-Export og Transit (NCTS) lukker for oprettelse af nye angivelser 1. maj 2024. Det er denne dato, som nu flyttes til 29. maj.
Tag DMS i brug hurtigst muligt
Toldstyrelsen opfordrer virksomheder til at gå i gang med at bruge det nye eksportsystem hurtigst muligt og blive fortrolige med systemet inden 29. maj, hvor DMS Eksport og DMS Forsendelse er det eneste system, der modtager nye data om eksport og forsendelse.
Læs mere om overgangen til de nye systemer på toldst.dk/dms, eller kontakt Toldstyrelsens Vejledning på telefon 72 22 12 12.