28-05-2025
Kom og test med os i DMS Online for import
Tag din computer under armen, og test med os i DMS Online for import. Toldstyrelsen, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen og Netcompany inviterer virksomheder til testsessioner, hvor vi kan kigge med og hjælpe, når du tester i DMS Online.
Er du i gang med at teste i DMS Online, og er der konkrete problemstillinger, som du godt kunne bruge hjælp til? Så kan du nu deltage i en testsession sammen med Toldstyrelsen, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen og Netcompany.
Du skal selv medbringe computer og teste på den, mens vi vil tilbyde hjælp til tekniske såvel som toldmæssige udfordringer.
Vi starter hver session med et kort oplæg, og herefter vil der være god tid til at teste og stille spørgsmål.
Vi kommer også til at udbyde en testsession i juli i København. Invitationen bliver sendt ud i vores nyhedsbrev. Derudover vil vi også invitere til flere Kom og test efter sommerferien.
Tid og sted
Torsdag den 19. juni kl. 9.30-15.00 i Amtsrådssalen, Lyseng Allé 1, 8270 Højbjerg (i Toldstyrelsens lokaler)
Målgruppe og krav til deltagelse
For at deltage skal du have adgang til testmiljøet (TFE) for DMS Online, og det er en fordel, hvis du allerede har testet i systemet. Du skal selv medbringe computer og også gerne mus og strømkabel.
Vi anbefaler, at du:
- på forhånd orienterer dig på toldst.dk/dms og i vejledningerne til DMS Import
- medbringer eventuelle bevillinger til import.
Begrænset antal pladser
For at sikre, at alle deltagere får så meget ud af dagen som muligt, er der et begrænset antal pladser. Hver virksomhed kan tilmelde maks. to deltagere pr. testsession.
Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål eller udfordringer med at få adgang til DMS Online, kan du kontakte Toldstyrelsen på systemudvikling@toldst.dk.
Læs mere om at komme i gang med DMS.