27-08-2024
Invitation til temamøde om toldmæssige ændringer i forbindelse med ICS2
Virksomheder, som indsender mastertransportoplysninger for søtransport, skal tage ICS2 i brug mellem 3. juni og 4. december 2024. Virksomheder, som indsender house-oplysninger for søtransport, skal tage ICS2 i brug mellem 4. december 2024 og 1. april 2025.
Det indebærer, at virksomhederne skal indsende angivelser til EU-systemet Shared Trader Interface (STI).
ICS2 medfører også nogle ændringer i toldprocesserne. Nogle af de væsentligste ændringer er, at:
- virksomheden skal indsende flere data end tidligere
- flere virksomheder kan bidrage med data til samme angivelse
- virksomheden kan blive bedt om at levere yderligere oplysninger efter indsendelse af en ENS-angivelse.
De toldmæssige ændringer træder i kraft, så snart virksomheden er koblet på ICS2-processen.
Toldstyrelsen holder onsdag den 25. september 2024 et temamøde, hvor du kan blive klogere på de toldmæssige ændringer.
Om mødet
Mødet har et toldfagligt fokus og henvender sig til virksomheder, som udfører toldprocesser i forbindelse med kontrol af varer, som transporteres ind i EU. Der er ikke fokus på den tekniske opkobling til de nye systemer på dette møde. Der er afsat god tid til spørgsmål på mødet.
Har din virksomhed allerede nu toldrelaterede spørgsmål i forbindelse med ICS2, er du velkommen til at sende dem til os inden mødet. Det giver os mulighed for at give de bedst mulige svar på mødet. Det kan fx være spørgsmål om ENS-angivelser eller ansvarsfordeling og samarbejde mellem virksomheder.
Send dine spørgsmål til servicedesk@toldst.dk.
Vi holder mødet onsdag den 25. september 2024 kl. 13.00-14.30 på Microsoft Teams.
Er din virksomhed i målgruppen, men endnu ikke i gang med onboarding, skal I kontakte Toldstyrelsens Servicedesk på servicedesk@toldst.dk for at komme i gang.
Mødet bliver optaget
Vi gør opmærksom på, at vi optager og offentliggør optagelsen fra onlinemødet. Dine eventuelle spørgsmål på mødet bliver derfor gemt. Optagelsen bliver umiddelbart efter temamødet offentliggjort på toldst.dk/ics2 for at give virksomheder mulighed for at se eller gense, hvad der blev drøftet på mødet.
Få mere at vide om ICS2
Se FAQ om ICS2 på EU-Kommissionens hjemmeside.
Læs mere om ICS2 for sø-, vej- og jernbanetransport.