Gå til indhold

Importsystemet lukker i februar 2026

Toldstyrelsen har besluttet at lukke Importsystemet i februar 2026. Det skal sikre, at virksomhederne har tid til at teste DMS Import, inden de tager det endeligt i brug.

– Vi er nået langt med udviklingen af DMS Import, og vi har nået nogle vigtige milepæle for at få den grundlæggende funktionalitet på plads, så vi efterlever EU-lovgivningen. Men processen er omfattende, og der er fortsat behov for at sikre, at systemet har en kvalitet, så erhvervslivet kan få den bedst mulige onboarding. På den baggrund har vi besluttet, at Importsystemet lukker i februar 2026, forklarer Claus Bruun Johannessen, der er chef for it-udvikling i Toldstyrelsen, og fortsætter:

– Vi skal sikre os, at virksomhederne har tid til at teste de angivelser og funktioner, som er vigtige for netop deres forretning, før DMS Import tages i brug.

Plan for kommende opdateringer 

I samarbejde med it-leverandøren er vi i gang med at lægge en plan for kommende opdateringer af DMS og for, præcis hvornår i februar Importsystemet skal lukke. 

Når datoerne for de kommende opdateringer og indholdet i dem er på plads, kan du finde mere information på toldst.dk/dms. Vi melder også planen for opdateringer ud i vores nyhedsbrev. 

Den tidligere udmeldte opdatering 27. september gennemføres som planlagt.

Toldstyrelsen er i dialog med softwareleverandørerne om de kommende opdateringer og tidspunktet for lukning af Importsystemet.

Se planlagte og gennemførte opdateringer i DMS.