Gå til indhold

Husk at søge om adgang til DMS

Flere end 600 virksomheder har allerede søgt om adgang til DMS Eksport og/eller DMS Forsendelse. Hvis din virksomhed indsender angivelser til eksport eller forsendelse og endnu ikke har søgt om adgang, opfordrer vi til, at I gør det hurtigst muligt. De første virksomheder skal bruge det nye system fra 29. juli.

Alle danske virksomheder, som udarbejder og indsender eksport- og forsendelsesangivelser, skal i løbet af 2023 tage det nye system til eksport og EU-forsendelse i brug. Det gælder, uanset om du udarbejder angivelser på egne vegne eller på vegne af andre virksomheder. 

Det er ikke muligt at teste den nye løsning eller tage den i brug, før din virksomhed har fået adgang. I skal tage det nye system i brug, hvis I fortsat vil have mulighed for at udarbejde og indsende eksport- og/eller forsendelsesangivelser. 

Søg om adgang nu, og få tid til at teste 

Når du har søgt om adgang til DMS, får din virksomhed mulighed for at teste DMS Eksport og DMS Forsendelse. Jo hurtigere du søger, jo mere tid får du til at klargøre virksomheden til overgangen og sikre, at medarbejderne lærer systemet at kende. Derudover har vi mulighed for at hjælpe dig i længere tid. 

Hvis din virksomhed bruger en ekstern leverandør til at udvikle systemer, skal virksomheden stadig søge om adgang til DMS Eksport og DMS Forsendelse. Det er ikke nok, at den eksterne leverandør søger om adgang. 

Information om videre forløb 

Når din ansøgning er blevet behandlet, vil du i løbet af et par uger modtage information om det videre forløb. Herefter får du teknisk information om fx etablering af adgang til DMS System-til-system og DMS Online. 

Med jeres ansøgning til DMS får I adgang til at: 

  • tildele roller og rettigheder til virksomhedens medarbejdere 
  • bruge testmiljøet 
  • tage løsningen i brug efter 29. juli 2023. 

I søger om adgang til DMS på skat.dk/ansøg-om-dms. 

Toldstyrelsen udvikler det nye system i samarbejde med Udviklings- og Forenklingsstyrelsen og Netcompany, som er systemleverandør. I kan derfor forvente at blive kontaktet af flere under forløbet. 

Har I spørgsmål? 

Hvis I har spørgsmål, er vi klar til at hjælpe jer. I kan kontakte Toldstyrelsens Servicedesk på servicedesk@toldst.dk. 

Tilmeld jer også Toldstyrelsens nyhedsbrev på toldst.dk/nyhedsbrev, hvor vi informerer om de nye toldsystemer.