15-04-2025
EU har vedtaget tillægstold på USA-varer, men udskyder til 14. juli
Første og anden fase af EU’s modsvar på USA’s øgede toldsatser var planlagt til at træde i kraft hhv. 15. april og 16. maj 2025. Det er nu udskudt til 14. juli 2025. Udskydelsen fremgår af Kommissionens gennemførelsesforordning 2025/786.
Tredje fase af EU’s modsvar er planlagt til at træde i kraft 1. december 2025.
EU’s modsvar består dels af en genindførelse af tillægstold, der oprindeligt blev indført i 2018 og 2020, og dels af tillægstold på en række yderligere varer.
Læs mere i en tidligere nyhed.
Hvorfor udskyder EU tillægstolden?
Udskydelsen er en følge af, at USA tilsvarende har udskudt sin såkaldte ”gengældelsestold” i 90 dage. Vær opmærksom på, at USA’s told på stål- og aluminiumsprodukter samt biler og visse bildele ikke er udskudt.
Læs mere om baggrunden for EU’s udskydelse i EU’s pressemeddelelse.
Hvilke varer vil være omfattet af EU’s tillægstold?
I Kommissionens gennemførelsesforordning 2025/778 kan du læse mere om, hvilke varer der vil være omfattet af EU’s tillægstold:
- Fra 14. juli 2025: varer i forordningens bilag I, II og III
- Fra 1. december 2025: varer i forordningens bilag IV.
Tillægstolden gælder også for varer med oprindelse i USA, som afsendes fra andre lande end USA.
Tilsvarende gælder tillægstolden ikke for varer med oprindelse i andre lande end USA, som afsendes fra USA.
Har du spørgsmål?
Læs mere om handel med USA på Virksomhedsguiden.
Har du spørgsmål om tillægstold ved import til EU af varer med oprindelse i USA, kan du kontakte Toldstyrelsens Vejledning på telefon 72 22 12 02.
Har du spørgsmål om USA’s øgede toldsatser, kan du kontakte Udenrigsministeriets Trade Council på eksportteknik@um.dk eller læse mere i The Trade Councils vejledning om told og handelsbarrierer.
Har du spørgsmål om EU’s brug af de såkaldte defensive handelsinstrumenter (fx antidumpingtold), kan du kontakte Erhvervsstyrelsen på handelspolitik@erst.dk eller læse mere på Erhvervsstyrelsens hjemmeside.