27-02-2025
EU har igen skærpet sanktionerne over for Rusland
EU har skærpet sanktionerne over for Rusland, og de nye sanktioner trådte i kraft 25. februar 2025. Det fremgår af Rådets forordning 2025/395, som ændrer Rådets forordning nr. 833/2014.
Der er også vedtaget nye sanktioner mod de ikke-regeringskontrollerede områder i Ukraine. Det fremgår bl.a. af Rådets forordning 2025/398, som ændrer Rådets forordning 2022/263.
Forbud mod import af ubearbejdet aluminium
Fra 25. februar 2025 er det forbudt at importere ubearbejdet aluminium, der er omfattet af artikel 3i, og som har oprindelse i eller eksporteres fra Rusland.
Det er desuden forbudt at levere teknisk bistand, mæglervirksomhed, finansieringsmidler eller finansiel bistand eller andre tjenester i relation til køb, import eller overførsel af ubearbejdet aluminium, der er omfattet af artikel 3i, og som har oprindelse i Rusland eller eksporteres fra Rusland.
Det er dog muligt at importere i alt 275.000 ton ubearbejdet aluminium, der er omfattet af artikel 3i, til EU mellem 25. februar 2025 og 26. februar 2026.
I den efterfølgende periode fra 26. februar 2026 til 31. december 2026 er det muligt at opfylde kontrakter, der er indgået inden 25. februar 2025.
Forbud mod midlertidig opbevaring af råolie fra Rusland i EU
Det er fra 25. februar 2025 forbudt at lægge olie, der er omfattet af bilag XXV, på midlertidig opbevaring og i frizoneprocedure, hvis olien har oprindelse i eller eksporteres fra Rusland.
Forbuddet gælder indtil 26. maj 2025 ikke for råolie, der allerede befandt sig i EU 25. februar 2025.
Forbuddet gælder heller ikke, hvis råolien har oprindelse i et ikke-EU-land og udelukkende er eller har været i transit gennem Rusland eller transporteres ad søvejen, og hvis råolien ikke har russisk oprindelse eller ejer.
Udvidelse af dokumentationskravet ved import af diamanter
Fra 25. februar 2025 skal importører på importtidspunktet fremlægge dokumentation for oprindelse for de diamanter eller varer, der indeholder diamanter, som anvendes til forarbejdning af varen i et ikke-EU-land.
Fra 1. marts 2025 skal den sporingsbaserede dokumentation for varer, der er opført i artikel 3ps bilag, del A, omfatte et certifikat, der bekræfter, at diamanterne ikke er udvundet, forarbejdet eller fremstillet i Rusland.
Udvidelse af forbuddet mod at købe og importere skibe
Forbuddet i artikel 3s mod at købe og importere skibe, der er omfattet af bilag XLII, udvides. Bilaget omfatter nu 153 skibe.
Forbud mod eksport af pengesedler udstedt i et EU-lands valuta
Det er fra 25. februar 2025 forbudt at sælge, levere, overføre eller eksportere pengesedler udstedt i et EU-lands valuta til de ikke-regeringskontrollerede områder i Ukraine, herunder Krim og Sevastopol.
Forbuddet gælder ikke for salg, levering, overførsel eller eksport af pengesedler udstedt i et EU-lands valuta, hvis det er til personligt brug eller til brug i den nærmeste familie eller til officielle formål for internationale organisationer og for civilsamfunds- og medieaktiviteter, der direkte fremmer demokrati, menneskerettigheder eller retsstatsprincippet.