Gå til indhold

EU forlænger suspensionen af tillægstold på visse varer med oprindelse i USA til 6. august

EU-Kommissionen har mandag den 14. juli formelt besluttet at forlænge suspensionen af EU's modsvar, så det i stedet træder i kraft den 6. august.

Første og anden fase af EU’s modsvar på USA’s øgede toldsatser var planlagt til at træde i kraft hhv. 15. april og 16. maj 2025. Først blev modsvaret udskudt i 90 dage til den 14. juli, men mandag har EU-Kommissionen besluttet at udskyde det yderligere til den 6. august.

Det fremgår af Kommissionens gennemførelsesforordning 2025/1446, som gælder fra den 15. juli.

Tredje fase af EU’s modsvar er planlagt til at træde i kraft 1. december 2025. 

EU’s modsvar består dels af en genindførelse af tillægstold, der oprindeligt blev indført i 2018 og 2020, og dels af tillægstold på en række yderligere varer.  

Læs mere i en tidligere nyhed.

Hvilke varer vil være omfattet af EU’s tillægstold? 

I Kommissionens gennemførelsesforordning 2025/778 kan du læse mere om, hvilke varer der vil være omfattet af EU’s tillægstold: 

  • Fra 6. august 2025: varer i forordningens bilag I, II og III
  • Fra 1. december 2025: varer i forordningens bilag IV. 

Tillægstolden gælder også for varer med oprindelse i USA, som afsendes fra andre lande end USA.  

Tilsvarende gælder tillægstolden ikke for varer med oprindelse i andre lande end USA, som afsendes fra USA. 

Har du spørgsmål? 

Har du spørgsmål om tillægstold ved import til EU af varer med oprindelse i USA, kan du kontakte Toldstyrelsens Vejledning på telefon 72 22 12 02. 

Har du spørgsmål om USA’s øgede toldsatser, kan du kontakte Udenrigsministeriets Trade Council på eksportteknik@um.dk eller læse mere i The Trade Councils vejledning om told og handelsbarrierer. 

Har du spørgsmål om EU’s brug af de såkaldte defensive handelsinstrumenter (fx antidumpingtold), kan du kontakte Erhvervsstyrelsen på handelspolitik@erst.dk eller læse mere på Erhvervsstyrelsens hjemmeside. 

Læs mere om handel med USA på Virksomhedsguiden.