23-07-2020
E-handelspakken udskydes med seks måneder
I lyset af den ekstraordinære situation omkring COVID-19 er EU-landene blevet enige om at udskyde ikrafttrædelsestidspunktet for e-handelspakken med seks måneder, det vil sige til den 1. juli 2021. Udskydelsen medfører, at afskaffelsen af 80 kr.-grænsen udsættes, ligesom det først bliver muligt at angive og betale moms via One Stop Moms 2 et halvt år senere end oprindeligt planlagt.
Idriftsættelsen af One Stop Moms 2 vil ske 1. juli 2021 samtidigt med de øvrige EU-lande, da e-handelspakken skal implementeres samtidigt på tværs af landene for at høste de fulde gevinster af pakkens initiativer. Det bliver muligt at registrere sig i systemet fra 1. april 2021.
Udskydelsen af e-handelsdirektivet betyder, at H7-angivelserne ligeledes først kan tages i brug fra den 1. juli 2021. I Danmark stræbes efter, at udviklingen af systemunderstøttelsen af H7-angivelser i videst muligt omfang følger den oprindelige tidsplan. Der vil således blive arbejdet for, at den forlængede frist også skal kunne komme virksomhederne til gode. Det konkrete tidspunkt for test af løsningen er under afklaring.
Har du spørgsmål?
Kontakt Toldstyrelsen på telefon 72 22 12 02.