Gå til indhold

BREXIT: Registrering af eksportører ved udstedelse af oprindelsesbevis

I handelsaftalen mellem EU og Storbritannien er der regler for registrering af virksomheder i henholdsvis EU og Storbritannien.

For at opnå præferencetoldbehandling i importlandet skal eksportøren udstede en udtalelse om oprindelse (oprindelseserklæring) til importøren. I den forbindelse er der nogle krav til registrering af eksportører i henholdsvis EU og Storbritannien.

Krav til registrering af EU-virksomheder

EU kræver, at E​​​​​​​U-eksportører skal være REX-registrerede for at kunne udstede udtalelse om oprindelse til deres kunder i Storbritannien. Det gælder, hvis sendingen indeholder varer med præferenceoprindelse med en værdi over 6.000 euro.

Hvis din virksomhed allerede er REX-registreret, skal den ikke registreres igen.

Se også den tidligere nyhed om REX-registrering ved eksport til Storbritannien.

Du kan læse mere om registrering i REX-systemet på skat.dk.

Krav til registrering af virksomheder i Storbritannien

Storbritannien anvender ikke REX-systemet i forbindelse med handelsaftalen med EU. Det betyder, at virksomheder i Storbritannien, som ønsker at eksportere varer med toldnedsættelse til EU, skal anvende et identifikationsnummer.

Storbritannien har valgt at anvende EORI-nummer som identifikationsnummer, og nummeret skal fremgå af udtalelsen om oprindelse uanset forsendelsens værdi.

Identifikationsnummeret tildeles i overensstemmelse med de love og regler, der gælder i Storbritannien.

Præferencetoldbehandling med tilbagevirkende kraft

En importør kan med tilbagevirkende kraft gøre krav på præferencetoldbehandling i op til tre år efter datoen for importen, forudsat at importøren opbevarer alle nødvendige oplysninger, der kan dokumentere, at varen har præferenceoprindelse.

Du kan læse mere om præferencetoldbehandling med tilbagevirkende kraft i handelsaftalens artikel ORIG.18a, stk. 2 (side 47 i aftalen).

Har du spørgsmål?

Kontakt Toldstyrelsen på telefon 72 22 12 02.