06-12-2022
Ændringer i afgangsdeklarationerne IED47 og IED44 (EU) i Manifest fra maj 2023
I forbindelse med at Toldstyrelsen udskifter hovedparten af de danske toldsystemer, kommer der også ændringer i nogle af de systemer, som ikke udskiftes. Der er flere ting, som virksomhederne skal være opmærksomme på, når de fra 1. maj 2023 indsender afgangsdeklarationer:
- Fremover skal man indsende nye og flere oplysninger, når man bruger afgangsdeklarationerne IED47 og IED44 (EU) med rettelsesfilerne IED87 og IED84 (EU).
- Der kommer nye typer af sikkerhedsoplysninger.
Hvem bliver berørt af ændringerne?
Ændringerne påvirker de virksomheder, som i dag indsender afgangsdeklarationerne IED47 og IED44 (EU) med rettelsesfilerne IED87 og IED84 (EU) samt afgangsmeddelelsen IED51 enten gennem system-til-system-overførsel eller i Manifest Online.
Hvis din virksomhed udelukkende benytter Manifest Online, skal du udfylde flere felter og oplysninger, end du er vant til. Benytter din virksomhed derimod en system-til-system-løsning, skal systemets XML-filer opdateres med nye felter og koder. Derfor har leverandører af toldsystemer og virksomheder, der udvikler egne toldsystemer, en opgave med at få tilrettet systemets XML-filer inden 1. maj 2023. Ellers vil det ikke være muligt at indsende afgangsdeklarationerne og de nye sikkerhedsoplysninger.
Flere og nye oplysninger til en IED47 og IED44 (EU)
I Manifest Online får afgangsdeklarationerne IED47 og IED44 (EU) samt rettelsesfilerne IED87 og IED84 (EU) tre nye felter i forbindelse med udpassage. Der skal fremover indtastes navn, e-mail og telefonnummer for transportøren, altså den ansvarlige for afgangsdeklarationen. Felterne vil blive tilgængelige under Registratoroplysninger og bliver tre separate felter under TIN (virksomhedsnummer).
Hvis din virksomhed benytter system-til-system-overførsel, skal systemets XML-filer opdateres med de tre nye kontaktoplysningslinjer om den ansvarlige for afgangsdeklarationen: navn, e-mail og telefonnummer.
To nye typer af sikkerhedsoplysninger
De nye typer af sikkerhedsoplysninger er nødvendige for, at Manifest kan sende og validere data med det nye DMS Eksport. I Manifest Online bliver de tilgængelige i den eksisterende dropdown-menu for sikkerhedsoplysninger, og det vil være muligt at vælge både de to nye typer og de nuværende.
For virksomheder med system-til-system-løsninger skal XML-filen til virksomhedens system opdateres med to nye koder, en til hver af de to nye typer af sikkerhedsoplysninger. Se vejledningerne til de nye XML-koder.
De nye sikkerhedsoplysninger skal bruges, når der henvises til angivelser i det nye DMS Eksport. Hvis der derimod henvises til angivelser i det nuværende system, e-Export, skal koderne til sikkerhedsoplysningerne være de gamle koder.
Ændringerne træder i kraft 1. maj 2023
De nye felter bliver synlige i Manifest Online fra 1. maj 2023, hvor de bliver obligatoriske at udfylde. Når ændringerne træder i kraft, skal softwareleverandører og virksomheder, der udvikler egne toldsystemer, have opdateret deres XML-filer. Ellers vil det ikke være muligt at indsende afgangsdeklarationerne IED47 og IED44 (EU) via system-til-system-overførsel.
For leverandører af toldsystemer og virksomheder, der udvikler sine egne toldsystemer, vil der være mulighed for at komme på et testmiljø (TFE), inden ændringerne tages i brug 1. maj 2023.
Selvom ændringerne kommer i forbindelse med DMS Eksport og DMS Forsendelse, påvirker det ikke, hvornår virksomhederne skal have implementeret ændringerne i Manifest.
Har du spørgsmål?
Kontakt Toldstyrelsen på telefon 72 22 12 12.