Gå til indhold

Nye angivelser med DMS Eksport

Her kan du læse mere om de nye angivelser i DMS Eksport, hvordan de er bygget op, hvad de erstatter, og hvad de enkelte angivelser skal bruges til.

 Overordnet set stiller EU større krav til det antal oplysninger, som virksomhederne skal indsende i angivelser og meddelelser. I nogle tilfælde er det helt nye oplysninger. Andre gange er det et felt i det gamle system, som bliver opdelt til flere felter i det nye DMS.

Med det nye DMS ændres defineringen af angivelser. Det betyder, at angivelserne får nye betegnelser og skifter fra at være numeriske til at være alfanumeriske. I e-Export er angivelserne numeriske, og det vil sige, at de består af tal. I DMS Eksport bliver angivelserne alfanumeriske og kommer til at bestå af henholdsvis et bogstav og et tal fx A1 og B1. Samtidig bliver de nuværende angivelser erstattet en række nye datasæt. Det vil sige, at B1-angivelsen er et datasæt og A1 er et andet.  

Udfordringen ved ændringerne er, at virksomhederne fremover skal vælge den rigtige angivelse på forhånd. Førhen var det muligt at udfylde alle de relevante felter til en angivelse. Fremover skal man altså vælge den rigtige angivelse, før man begynder. Desuden skal man finde de rette data, som den valgte angivelse kræver.  

I DMS Eksport bliver angivelserne opdelt i 3 grupper:

  • A-angivelser, som indgives direkte til udpassagetoldstedet.
  • B-angivelser, som indgives til eksporttoldstedet (ekspeditionsstedet i e-Export).
  • C-angivelser, som omfatter ordningen ’forenklet eksportangivelse’. Den erstatter den tidligere angivelse 21, forenklet udførselsangivelse.

Kan man finde en oversigt over, hvilke angivelser i DMS der erstatter de nuværende i e-Export?

Nej. Det er ikke muligt at lave sådan en oversigt, da de nye angivelser ikke nødvendigvis svarer præcist til en af de gamle.

En oversigt over de nuværende rubriknumre kan findes i Den juridiske vejledning, kapitel F.A.35.1, eller i den delegerede forordning om overgangsbestemmelser, Bilag 9, Tillæg C1 og D1. De nye angivelser kan du læse mere om på siderne her, og du kan læse mere om de tilhørende dataelementer i EU-Kommissionens delegerede forordning, bilag B.