17-01-2025
Vakse toldere tilbageholder 70 kilo hash hos rejsende
Henover den sidste måned har tolderne i Københavns Lufthavn gjort tre betydelige hash-fund på henholdsvis 7kg, 24kg og 40kg. De er ene og alene sket, fordi toldnæsen virkede, som den skulle.
Fælles for fundene er, at de er sket i grøn kontrol, og at opmærksomme toldere opdagede de rejsende på vej tilbage fra en anden opgave. Herefter besluttede de at lave en stikprøvekontrol på hver af de rejsende, og da deres bagage blev scannet, var det tydeligt, at der var andet end ferietøj og souvenirs i.
Sagerne er sidenhen blevet overdraget til Københavns Politi til videre efterforskning.
– Det er toldarbejde, når det er bedst, og beslaget er et bevis på, at vi skal blive ved med at kontrollere, som vi gør. Hash skal ikke ind over de danske grænser, og det skal især ikke ende på gaden med henblik på videresalg. Derfor arbejder vi konstant på at blive endnu bedre til at opsnappe den her type narkotika på baggrund af efterretninger, data og konkrete stikprøver, siger Mette Helmundt, funktionsleder i kontrolenheden i Københavns Lufthavn.
Toldere har i 2023 tilbageholdt ca. 2.900 kilo narkotika, hvoraf hash udgjorde langt størstedelen med ca. 1.900 kilo.
Toldstyrelsen samarbejder med politiet om kontrollen af forskellige former for narkotika for at begrænse ulovlig import og handel i Danmark. Sagerne bliver overdraget til politiet, der som ansvarlig myndighed står for den videre efterforskning.