Gå til indhold

Toldstyrelsen finder heroin gemt i kuffert

I vinterferien stoppede Toldstyrelsen en rejsende i Københavns Lufthavn, som forsøgte at smugle knap 2,5 kilo heroin med ind i Danmark.

En rejsende vakte særlig opsigt, da Toldstyrelsens medarbejdere udførte kontrol blandt passagerer i Københavns Lufthavn en dag i vinterferien. Mistanken viste sig at være berettiget, for i den rejsendes kuffert fandt tolderne intet mindre end 2,45 kilo heroin, som var forsøgt gemt.

Sagen er nu overdraget til Københavns Politi, som står for den videre efterforskning.

– Denne sag viser, at smuglerne er meget kreative, og derfor holder vi os også på tæerne. Det er tilfredsstillende, at vores medarbejdere fandt frem til stoffet, som blev forsøgt smuglet ind i Danmark, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Jeppe Kjærgaard.

Toldstyrelsen samarbejder med politiet om kontrollen af forskellige former for narkotika for at begrænse ulovlig import og handel i Danmark. Sagerne bliver overdraget til politiet, der som ansvarlig myndighed står for den videre efterforskning.