13-02-2025
Toldere tilbageholder rejsende ankommet fra Grønland efter fund af en halv million
Som led i en særlig præventiv operation har Toldstyrelsen fokus på fly til og fra Grønland for at få bugt med ulovlig indførsel af narkotika og likvide midler. Det ekstra fokus gav pote, da tolderne i slutningen af januar udtog en rejsende, efter at et fly fra Grønland var landet i Københavns Lufthavn.
Da tolderne havde udtaget den rejsende til kontrol, åbnede de kufferten, og efter en optælling kunne de konstatere, at der var tale om 443.850 danske kroner.
– Det er ikke uvant for os at tilbageholde kontanter af denne størrelsesorden. Desværre ser vi en del forsøg på at smugle penge, og denne sag bekræfter os i, at det fortsat er et område, vi skal kaste vores opmærksomhed på. Vores toldere ved, hvad de skal kigge efter, og vi har konstant fokus på den operation, vi har kørende, siger Mette Helmundt, der er funktionsleder i Toldstyrelsens kontrolenhed i Københavns Lufthavn.
Formålet med operationen er at skabe en koordineret kontrolindsats myndighederne imellem, så import af illegale varer og penge fra Grønland til Danmark forebygges og forhindres, ligesom målet også er at begrænse eksport af penge og narko fra Danmark til Grønland så meget som muligt. Det kræver, at der løbende gennemføres indsatser, som styrker den samfundsbeskyttende kontrol.
I oktober 2024 fandt toldere 1,7 millioner kroner i kufferter fordelt på to rejsende, som kom med fly fra Grønland.
– De store beløb kan være et tegn på, at kriminelle netværk forsøger at transportere og hvidvaske kontanter uden om myndighedernes søgelys, og derfor holder vi vågent øje med rejsende til og fra Danmark, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Jeppe Kjærgaard.
De grønlandske og danske told- og skattemyndigheder har siden 1979 haft et tæt og velfungerende samarbejde. Operationen giver mulighed for at bygge videre på samarbejdet, så myndighederne kan skabe ny læring og viden om smugling af narkotika samt indsmugling af penge, vilde dyr og planter.
Medbringer rejsende 10.000 euro – svarende til ca. 75.000 kr. eller derover, i kontanter eller andre likvide midler, skal beløbet angives til Toldstyrelsen. Formålet er at forhindre hvidvask af penge og illegale pengestrømme på tværs af landegrænser.
