20-05-2025
Toldere finder hash, snifferør og kontanter efter toldkontrol på grønlandsk skib
I slutningen af marts lavede Toldstyrelsen en kontrol af et grønlandsk skib, som lå på værft i Skagen Havn. Det viste sig at være en god idé, for da tolderne kom ombord på skibet og slap hundene løs, markerede toldhundene med det samme flere steder.
Markeringerne viste sig at være på to hash-fund på henholdsvis 12 og 15 gram samt improviserede snifferør med rester af kokain og bongflasker. Derudover fandt tolderne 5200 cigaretter med manglende angivelse, hvilket gav en samlet bøde på 45.000 kroner.
– Toldstyrelsen forsøger hele tiden at lave en så effektiv toldkontrol som overhovedet muligt. Det betyder, at vi løbende reagerer på efterretninger, risikoprofiler og analyser, så vi kan forhindre ulovlige varer i at komme ind i Danmark. Vi har fortsat rettet vores fokus på trafik til og fra Grønland, og trafik via vandvejen er ikke en undtagelse, siger Jeppe Kjærgaard, der er kontroldirektør i Toldstyrelsen.
Toldstyrelsen samarbejder med politiet om kontrollen af forskellige former for narkotika for at begrænse ulovlig import og handel i Danmark. Toldernes to fund af hash er overdraget til Nordjyllands Politi, der som ansvarlig myndighed står for den videre efterforskning.
I 2024 tilbageholdt Toldstyrelsen knap et ton hash, hvilket næsten er en halvering i forhold til året før. En del af forklaringen skal findes i, at der i 2023 blev fundet 900 kilo hash på én gang i en lastbil i Rødbyhavn. Der har ikke været tilsvarende enkeltsager med mængder i den størrelsesorden i 2024.