Gå til indhold

Toldere finder flere psykedeliske svampe end nogensinde før

Toldstyrelsen har på et år registreret en fordobling i antallet af sager med ulovlige psilocybinsvampe. Fra 453 sager i 2022 til 921 sager i 2023, hvilket samtidig er rekord.

Flere og flere forsøger at smugle psykedeliske svampe ind over grænsen. Toldstyrelsen har i 2023 registreret 921 sager med psykedeliske svampe og væksthuse til dyrkning af svampene, viser en ny opgørelse, styrelsen har lavet. Det er en fordobling fra 2022, hvor Toldstyrelsen havde 453 sager og mere end 17 gange så mange sager som i 2021, hvor tolderne havde 54 sager.

- Narkotika og opioider i alle afskygninger ødelægger unges liv og skader samfundet. Derfor skal vi stoppe de skruppelløse kriminelle, som forsøger at få stoffer over grænsen. Toldstyrelsen gør allerede et stort arbejde for at komme problemet til livs – det vil jeg gerne kvittere for. Og jeg ser løbende på, om der er behov for yderligere støtte til indsatsen, siger skatteminister Jeppe Bruus.

Svampene og væksthusene til dyrkning bliver primært fundet i pakker sendt fra Holland.

- Vi har de seneste tre år oplevet en voldsom stigning i mængden af tilbageholdte pakker med psilocybinsvampe. Vi har som myndighed løbende advaret om, at de her produkter er sundhedsfarlige, men det budskab tåler med al tydelighed en gentagelse. Psykedeliske svampe og væksthuse er ulovlige, og derfor overdrager vi sagerne til politiet, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Jeppe Kjærgaard.

Psilocybinsvampe er en betegnelse for visse arter af svampe, der indeholder psykoaktive stoffer, fx psilocybin og psilocin. Stofferne er hallucinogene og psykedeliske. I Danmark er det ulovligt at indføre psilocybinsvampe samt væksthuse til psilocybinsvampe, da begge er omfattet af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer.

Foto: Toldstyrelsen
Foto: Toldstyrelsen
Foto: Toldstyrelsen
Foto: Toldstyrelsen

 

Toldstyrelsen kontrollerer ved alle Danmarks grænser og kontrollerer varer på vej til både private og virksomheder. Når varer udtages til kontrol, sker det som stikprøver eller baseret på konkrete risikovurderinger.

Kontrolindsatsen førte i 2023 til, at toldere tilbageholdt i alt 960.000 euforiserende piller. Det er en markant stigning fra 2021, hvor styrelsen tilbageholdt knap 160.000 piller. Alene i januar 2023 fandt toldere på havnen i Rødbyhavn 740.000 opioidpiller gemt i en rustvogn.

Oplysninger fra udenlandske toldmyndigheder og andre danske myndigheder er med til at danne udgangspunktet for de konkrete risikovurderinger. Scannere og toldhunde indgår i arbejdet med at udvælge og kontrollere varer.

Skatteministeren besøger i dag Countercheck, Aarhus Havn og et misbrugscenter i Aarhus Kommune som led i det fortsatte arbejde med at styrke indsatsen for at forhindre narkotika, opioider m.m. i at komme over grænsen.

Yderligere kommentarer om Skatteministerens besøg i Aarhus:

Journalister kan kontakte Skatteministeriets pressevagt på 72 22 23 24 eller presse@skm.dk.

Yderligere kommentarer om Toldstyrelsens beslag:

Journalister kan kontakte Toldstyrelsens pressevagt på 72 22 12 00 eller presse@toldst.dk.