Gå til indhold

Sprængfarligt fund: Toldstyrelsen stopper over 70 kilo ulovligt fyrværkeri samme dag

Toldstyrelsens kontroltoldere stoppede samme dag syv pakker med 76 kilo ulovligt fyrværkeri i to forskellige pakkecentre.

Både i et pakkecenter i Sydjylland og i hovedstadsområdet stod Toldstyrelsens kontroltoldere pludseligt den samme dag med syv pakker, som viste sig at indeholde over 70 kilo ulovligt fyrværkeri. Helt præcist indeholdt de syv pakker i alt 76 kilo forskelligt fyrværkeri, da tolderne fik åbnet pakkerne under en stikprøvekontrol af grænsekrydsende varer fra tredjelande eller øvrige EU-lande på pakkecentrene.

– Det er ikke bare ulovligt at importere fyrværkeri, det er også meget farligt at håndtere. Når man køber fyrværkeri, der er ulovligt importeret, sætter man sit eget og ikke mindst andre menneskers helbred i fare. Fyrværkeriet kan være produceret uden hensyn til regler for produktsikkerhed, så vores opfordring er, at man venter med at købe fyrværkeri, indtil de godkendte salgssteder åbner, siger Toldstyrelsens kontroldirektør, Jeppe Kjærgaard.

Som forbruger er det ulovligt at indføre fyrværkeri til Danmark. Man må hverken tage fyrværkeri, man har købt i udlandet, med hjem til Danmark eller bestille fyrværkeri fra udenlandske eller ikke-godkendte hjemmesider.

De konkrete sager er nu overdraget til Østjyllands Politi, Sydøstjyllands Politi og Københavns Vestegns Politi, som står for efterforskningen.

I 2023 tilbageholdt Toldstyrelsen i alt 2.375 kilo fyrværkeri. Går vi længere tilbage har Toldstyrelsen siden 2018 og frem til 2022 registreret knap en femdobling i mængden af tilbageholdt fyrværkeri fra 321 kilo til 1.859 kilo.

Når Toldstyrelsen tilbageholder ulovligt fyrværkeri, der forsøges indført til Danmark og overdrager det til politiet, kan sagerne ende med bødestraf og i yderste tilfælde fængselsstraf til modtageren.