15-10-2025
Rekordår i efterkontrollen: Toldstyrelsen hiver mere end 100 millioner kroner hjem
Toldstyrelsens efterkontrol – som er Toldstyrelsens arbejde med at følge op på virksomhedernes toldangivelser, efter at varer er importeret eller eksporteret – har indtil videre i 2025 reguleret virksomhedernes toldangivelser med næsten 110 mio. kr. fordelt på næsten 700 sager. Det viser en ny opgørelse.
Det er det højeste beløb nogensinde.
– Vores efterkontrol er et vigtigt værktøj til at sikre fair konkurrencevilkår for de virksomheder, der overholder reglerne. Når vi finder fejl eller bevidst omgåelse af reglerne, har vi derfor både pligt til og mulighed for at regulere. At vi i år har nået et så markant resultat viser, at vores indsats virker. Derfor bruger vi også mange ressourcer på at vejlede og hjælpe virksomhederne – for reglerne kan være komplekse, og de fleste fejl skyldes ikke bevidst snyd, men derimod misforståelser, siger Charles Conrad, erhvervsdirektør i Toldstyrelsen.
Toldstyrelsen har indtil videre i år opkrævet i alt ca. 2,3 mia. kr. i told. Når efterkontrollen i samme periode har reguleret virksomhedernes angivelser med 110 mio. kr., svarer det til knap fem procent af den samlede toldindtægt. I hele 2023 foretog Toldstyrelsen reguleringer for godt 43 mio. kr., mens der i 2024 blev foretaget reguleringer for næsten 60 mio. kr.
Efterkontrollen betyder, at Toldstyrelsen følger op på virksomhedernes toldangivelser, efter at varer er importeret eller eksporteret. Her gennemgår styrelsen blandt andet dokumentation, regnskaber og dataanalyser for at kontrollere, om der er angivet den korrekte toldværdi, varekode, oprindelse og mængde. På den måde sikres det, at EU får de indtægter, der er lovpligtige, og at virksomheder, der følger reglerne, ikke stilles dårligere end dem, der laver fejl eller forsøger at omgå reglerne.
– Den store regulering viser, hvor vigtigt det er, at virksomheder er grundige, når de angiver told, og derfor er Toldstyrelsen altid parate til at hjælpe med eventuelle spørgsmål, de måtte have. Samtidig er det en påmindelse om, at Toldstyrelsen følger op – også længe efter, at en vare er kommet ind i landet, siger Charles Conrad.