Gå til indhold

Ny EU-told halverer antallet af pakker med lav værdi på en uge

Toldstyrelsens foreløbige data viser, at antallet af angivelser af varer med lav værdi, som er kommet ind i EU via Danmark fra lande uden for EU, er faldet markant siden indførslen af de nye toldregler, som trådte i kraft 1. juli.

Antallet af pakker med lav værdi, der er kommet til EU via Danmark, er faldet markant. Det kan ses i Toldstyrelsens data, siden EU indførte, at der fra 1. juli 2026 skal betales 3 euro i told pr. varepost, når varer til en værdi på 150 euro eller derunder købes på webshops uden for EU.

De foreløbige tal, som Toldstyrelsen har adgang til, viser nemlig, at antallet af toldangivelser på pakker med lav værdi fra lande uden for EU gik fra 400.000 angivelser i uge 26 til 200.000 angivelser i uge 27, som var ugen, hvor de nye toldregler trådte i kraft. 

Toldstyrelsen modtog sidste år 17 mio. toldangivelser på pakker til en værdi under 150 euro til danske forbrugere mod ca. 3,5 mio. året før.

– Det er stadig for tidligt at sige noget om udviklingen generelt, men vi kan se, at der kommer væsentligt færre lavværdiforsendelser ind i Danmark, siden EU's told blev indført. Vi kommer til at følge udviklingen tæt, men uanset mængden af pakker er vores fokus uændret. Vi bliver ved med at kontrollere pakker, siger direktør i Toldstyrelsen Christian Lützen og tilføjer:

– Pakker af lav værdi, der ankommer fra webshops uden for EU, er et stort problem på tværs af EU-medlemslandene. Den nye EU-told skal blandt andet værne om forbrugerens sikkerhed og gøre det mere attraktivt at handle hos danske og europæiske virksomheder, der efterlever de krav, som EU bl.a. stiller til varerne. De krav er der netop for at sikre, at varerne ikke er farlige for forbrugerne, siger Christian Lützen. 

For at hjælpe de danske forbrugere med at forstå de nye toldregler har Toldstyrelsen lanceret en ny vejledningsside. På siden kan man finde eksempler og få svar på de mest gængse spørgsmål om den nye told. Find vejledningssiden på toldst.dk/3euro.