Gå til indhold

Nu træder ny EU-told i kraft: Fra i dag skal du betale told på alle pakker, du køber på webshops uden for EU

Fra 1. juli 2026 indfører EU told på varer, som har en værdi af 150 euro eller derunder, og som købes i webshops uden for EU. Reglerne skal bl.a. beskytte forbrugeren og sikre fair konkurrencevilkår for danske og europæiske virksomheder.

I dag træder en ny told i kraft. Det betyder særligt noget for dig, som køber varer med en værdi af 150 euro (ca. 1.150 kr.) eller derunder direkte fra webshops uden for EU. Der er allerede told på pakker til en værdi over 150 euro.

Konkret indføres der en told på 3 euro (ca. 22 kr.) pr. varepost, når du køber varer på webshops uden for EU. Det vil sige, at indholdet af din pakke afgør, hvor meget du kommer til at betale i told. Når virksomheder sender pakker til Danmark, angives de i en toldangivelse til Toldstyrelsen som såkaldte vareposter. 

De nye toldregler er en del af EU’s indsats for at håndtere den kraftige stigning i e-handlen fra lande uden for EU, som har negative konsekvenser for forbrugersikkerheden og medvirker til ulige konkurrencevilkår for danske og europæiske virksomheder. Det ønsker EU’s medlemslande at komme til livs. Toldstyrelsen registrerede sidste år 68 mio. vareposter i pakker med en værdi under 150 euro.

– Vi ser i disse år en eksplosiv stigning i antallet af varer, som strømmer til Danmark – især fra kinesiske webshops. Fra 2024 til 2025 er antallet af pakker ca. seksdoblet, mens antallet af vareposter er steget fra 5 mio. til hele 68 mio. Pakker af lav værdi, der ankommer fra webshops uden for EU, er et stort problem på tværs af EU-medlemslandene. Derfor indfører EU nu en 3-euro-told, som blandet andet skal værne om forbrugerens sikkerhed og gøre det mere attraktivt at handle hos danske og europæiske virksomheder, der efterlever de krav, som EU bl.a. stiller til varerne. De krav er der netop for at sikre, at varerne ikke er farlige for forbrugerne. Samtidig er tolden med til at sikre mere lige konkurrencevilkår for danske og europæiske virksomheder, siger direktør i Toldstyrelsen Christian Lützen.

Sådan virker den nye told

Den nye told opkræves pr. varepost i en pakke. Indeholder en pakke flere forskellige typer af varer, skal den nye told på 3 euro derfor betales flere gange. 

Hvis en forbruger f.eks. bestiller tre T-shirts af bomuld, et par denimjeans og seks drikkeglas af plast, indeholder pakken tre vareposter, og forbrugeren skal derfor betale 9 euro i told.

– Vi ved, at rigtig mange danskere i dag handler på webshops uden for EU, og Danmark modtager i disse år et massivt antal pakker ofte fra Kina – og det truer forbrugernes produktsikkerhed. Derfor vil vi i Toldstyrelsen gerne hjælpe med at gøre det nemt at forstå, hvad de nye regler betyder for danskerne i praksis, når de handler på den slags webshops, siger Christian Lützen.

For at hjælpe de danske forbrugere med at forstå de nye toldregler har Toldstyrelsen lanceret en ny vejledningsside. På siden kan man finde eksempler og få svar på de mest gængse spørgsmål om den nye told. Find vejledningssiden på toldst.dk/3euro.