Gå til indhold

Myndigheder i fælles udrejsekontrol ved Frøslev

Syd- og Sønderjyllands Politi og Toldstyrelsen gennemførte tirsdag en fælles kontrol af udrejsende køretøjer ved Frøslev. Kontrollen resulterede i en række sager, som nu bliver efterforsket af politiet.

Skulder ved skulder stod betjente fra udlændingekontrolafdelingen UKA Vest ved Syd- og Sønderjyllands sammen med Toldstyrelsens medarbejdere tirsdag klar ved Frøslev for at kontrollere køretøjer på vej ud af Danmark. Den fælles kontrol er et af de værktøjer, som de to myndigheder jævnligt bruger. Denne gang blev mange køretøjer stoppet med flere sager til følge.

Blandt andet stoppede myndighederne et køretøj, som forsøgte at undgå toldkontrol. Ifølge angivelsen skulle køretøjet transportere sand, men det viste sig, at køretøjet medbragte en større mængde kobbergranulat. Denne sag er nu afgjort med bøde.

Derudover blev et køretøj stoppet med mistanke om snyd med nummerpladerne, mens en fører af en udlejningsbil kørte uden førerret. Endelig resulterede kontrollen i flere mindre narkosager, herunder for besiddelse af opioider.

Toldstyrelsens kontroldirektør, Jeppe Kjærgaard, er tilfreds med den fælles kontrolindsats, som understreger vigtigheden af det gode myndighedssamarbejde.

– Kontrollen viser, at det er afgørende, at vi er til stede sammen med kollegerne fra Syd- og Sønderjyllands Politi, som vi har et stærkt og tæt samarbejde med ved grænsen. De fælles kontroller er et godt redskab for begge myndigheder, og samtidig har kontrollerne en præventiv effekt. Vi ser frem til endnu flere kontroller sammen med politiet, siger Jeppe Kjærgaard.

Politiet og Toldstyrelsen arbejder også til daglig sammen i fælles patruljer, som suppleres med større kontroller som tirsdagens.

– Samarbejdet fungerer virkelig godt og medfører en effektiv kontrol, da vi hver især har forskellige muligheder for kontrol og forskellige kompetencer. Sammen kan vi afdække flere sager, og vi arbejder nu videre med sagerne fra kontrollen, siger vicepolitiinspektør Karsten Høy fra udlændingekontrolafdelingen UKA Vest ved Syd- og Sønderjyllands Politi.