Gå til indhold

Har du styr på rejsereglerne? Her er den fælde, danskerne hyppigst falder i, når de vender hjem fra ferie

Toldstyrelsen sætter fokus på rejsereglerne og har ét gennemgående budskab til de rejsende.

I løbet af de næste uger sætter mange danskere kurs mod forskellige feriedestinationer rundtomkring i verden. 

Men tolderne oplever næsten dagligt, at rejsereglerne endnu ikke er krøbet helt ind under huden hos de rejsende.

– Ankommer du til Danmark fra et land uden for EU og har købt varer for mere end 3.250 kr., skal du henvende dig til Toldstyrelsen i rød udgang, når du lander. Desværre møder vi ofte rejsende, der ikke er bevidste om reglerne, og de bliver forståeligt nok frustrerede og står i en ærgerlig situation, når vi giver dem en bøde. Derfor gør vi igen opmærksom på reglerne og opfordrer rejsende til at tjekke rejseregler.dk, før de tager afsted, fortæller Mette Helmundt, der er funktionsleder i Toldstyrelsens kontrolenhed i Københavns Lufthavn. 

På rejseregler.dk er der information om, hvad man må have med hjem fra sin ferie. Udover beløbsgrænsen er der også særlige regler for tobak, spiritus, fødevarer og kultur- og naturgenstande. 

– Jeg kan ikke sige det nok gange, men hvis man som rejsende er i tvivl om, hvad reglerne er, eller om man har for meget med i kufferten, så er det en god idé at henvende sig til Toldstyrelsen i rød udgang i toldfiltret. Rød udgang er ikke farlig, men det kan til gengæld blive dyrt at gå gennem grøn udgang, hvis man har varer med hjem, som man skal betale told, moms og afgifter af. Så spørg hellere én gang for meget end én gang for lidt, siger Mette Helmundt.        

Reglerne er dog anderledes, når man rejser til Danmark fra et andet EU-land. Her kan man medbringe varer til eget forbrug uden at betale told, moms og afgifter. Der er dog grænser for, hvor store mængder alkohol og tobak man må tage med som privatperson. Nogle varer kræver også tilladelse til at måtte indføres, mens andre varer er helt forbudte.

Bliv klogere på mængderne og reglerne på rejseregler.dk.