09-10-2025
Fangst på 20.660 ulovlige puff bars ved den dansk-tyske grænse
Under grænsekontrol i Frøslev tirsdag 7. oktober udtog betjente fra Syd- & Sønderjylland Politi en polsk indregistreret lastbil til rutinekontrol. Det blev begyndelsen på en stor fangst af puff bars.
I lastbilen stod fire indpakkede paller, men ingen papirer på, hvad pallerne indeholdt. Det skulle derfor undersøges.
Politiet og Toldstyrelsen samarbejder ved grænsen, og da der blev konstateret puff bars under folien, kom lastbilen til yderligere undersøgelse i Toldstyrelsens hal. Her blev indholdet på de fire paller undersøgt yderligere og optalt. Der var tale om 20.660 puff bars i alt med smag af blandt andet cola og vingummibamser. Alle puff bars var med søde smage, som er ulovligt i nikotinprodukter i Danmark.
Fangsten tirsdag er en af de største, når det gælder puff bars fundet i et køretøj ved grænsen, og det vækker derfor stor glæde hos både Syd- & Sønderjyllands Politi og Toldstyrelsen, at varerne nu er beslaglagt og ikke kommer videre ind i Danmark.
- Puff bars er et stort problem, og derfor er vores arbejde ved grænsen og i baglandet så vigtigt for at få stoppet indførslen af de ulovlige puff bars. De smager sødt og kan derfor lokke helt unge mennesker til at begynde at bruge nikotinprodukter, siger politiinspektør Carsten Spliid, som er leder for UKA Vest i Syd- & Sønderjyllands Politi.
De 20.660 puff bars, som blev fundet tirsdag, fortæller noget om den problematik, der er med e-cigaretter til engangsbrug.
- En sag af denne størrelse er ekstraordinær, men samtidig bekræfter den os i, at udfordringen med puff bars er stor, og at smuglerne vil gå langt for at tage ulovlige varer med over grænsen. Heldigvis fandt vi de ulovlige varer denne gang, og det er vi meget tilfredse med. Vi fortsætter vores jagt sammen med politiet på nye fund, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Jeppe Kjærgaard.
Toldstyrelsen har beregnet afgifter, moms og told i denne sag til 7,1 millioner kroner, som skal betales, og dertil kommer en bøde. Sagen er nu overdraget til Syd- & Sønderjyllands Politi, da der er tale om groft smugleri og derfor en straffesag også.