25-06-2026
Eksplosiv pakkestrøm til Danmark: 17 mio. pakker er på et år strømmet til fra webshops uden for EU
Danskerne handler i stigende grad hos bl.a. kinesiske webshops som fx Temu og Shein.
Tendensen sætter ikke bare pakkecentrene på overarbejde, men kan også have negative konsekvenser for forbrugersikkerheden. Undersøgelser foretaget af Europa-Kommissionen viser bl.a., at de fleste pakker købt på webshops uden for EU, og som sendes direkte til forbrugerne, ikke efterlever EU’s produktregler og sikkerhedsstandarder. Samtidig skaber pakkerne ulige konkurrencevilkår for danske og europæiske virksomheder.
En ny opgørelse fra Toldstyrelsen viser en klar tendens i udviklingen af pakker, som danskerne modtager. Toldstyrelsen modtog sidste år 17 mio. toldangivelser på pakker til en værdi under 150 euro til danske forbrugere mod ca. 3,5 mio. året før. Men en ting er antal toldangivelser og pakker – noget andet er, at pakkerne ofte indeholder flere forskellige vareposter, som fx t-shirts og bukser. Det betød, at hele 68 mio. vareposter strømmede ind i landet i 2025 mod 5 mio. i 2024. Samtidig viser opgørelsen, at mere end 90 procent af pakkerne, der kommer til Danmark, indeholder kinesiske varer.
Den eksplosive udvikling i tilstrømningen af pakker opleves i hele EU og er bl.a. en del af baggrunden for den nye EU-told på 3 euro pr. varepost, som træder i kraft 1. juli.
– Det seneste år har vi oplevet næsten en femdobling af pakker – fra især Kina – der er strømmet til Danmark. Det er en meget voldsom stigning, som også vores europæiske kolleger oplever. For at bremse udviklingen har EU’s medlemslande skubbet på for at få indført denne 3-euro-told hurtigst muligt for at beskytte forbrugerne mod tvivlsomme produkter, der er købt fra webshops uden for EU. Men også for at skabe lige konkurrencevilkår for danske og europæiske virksomheder. Det skal vi som myndighed ved grænserne tage seriøst, siger direktør i Toldstyrelsen Christian Lützen.
Fokus på forbrugerbeskyttelse, miljø og fair konkurrence
Formålet med den nye told er blandt andet at styrke forbrugerbeskyttelsen og sikre mere lige og fair konkurrencevilkår mellem danske og europæiske virksomheder.
Når varer sælges direkte til forbrugere fra lande uden for EU, kan der være risiko for, at produkterne ikke lever op til de samme krav som varer, der sælges på EU’s indre marked.
Varerne kan derfor indeholde skadelige stoffer, have mangelfuld mærkning eller ikke leve op til sikkerhedskrav. Toldstyrelsen havde fx i 2025 over 2.600 stykker tøj, der ikke levede op til reglerne og var formodet kopier. Ligeledes viste en EU-kontrol af 20.000 stykker legetøj og mindre elektronik, at 84% af de testede produkter blev fundet farlige.
– Forbrugerne skal kunne have tillid til, at de varer, de køber, lever op til de krav, der gælder i EU. Vi har i Toldstyrelsen tilbageholdt alt for mange varer, der ikke levede op til EU-reglerne, og som derfor potentielt ville udgøre en sundheds- eller sikkerhedsrisiko, hvis varen var endt i hænderne på forbrugeren, siger Christian Lützen.
For at hjælpe de danske forbrugere med at forstå de nye toldregler har Toldstyrelsen lanceret en ny vejledningsside. På siden kan man finde eksempler og få svar på de mest gængse spørgsmål om den nye told. Find vejledningssiden på toldst.dk/3euro