13-10-2025
Efterladt togbagage indeholdt over 60 kilo khat
Smuglere gør mange forskellige forsøg på at få ulovlige varer ind i Danmark. Således forsøgte smuglere denne gang at få khat – som er en plante, der indeholder stoffer med en rusvirkning – ind gennem tog fra Tyskland.
For da Toldstyrelsen kontrollerede et tog i Padborg, fandt man bagage, som ingen ville kendes ved. I bagagen var der intet mindre end 61 kilo khat fordelt i flere tasker, som stod i toget uden en ejermand. Sagen er nu overdraget til Syd- & Sønderjyllands Politi, som står for den videre efterforskning.
– Det sker, at vi finder ulovlige varer i bagage, som ikke har en ejermand, og derfor kan vi med tilfredshed konstatere, at vi denne gang fik stoppet ulovlige varer på vej ind i Danmark. Smuglerne gør mange forsøg og er kreative, og vi skal være på stikkerne for at følge med dem, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Jeppe Kjærgaard.
I 2024 tilbageholdt Toldstyrelsen i alt 591 kilo khat.
Toldstyrelsen kontrollerer varer på vej til både private og virksomheder. Når varer udtages til kontrol, sker det som stikprøver eller baseret på en risikovurdering.
Oplysninger fra andre toldmyndigheder og danske myndigheder er med til at danne udgangspunktet for de konkrete risikovurderinger. Scannere og toldhunde indgår i arbejdet med at udvælge og kontrollere varer.