17-10-2025
150 kilo på en uge: Store fund af cannabis hos rejsende i Københavns Lufthavn
Ved to kontroller i oktober har tolderne i Københavns Lufthavn på under en uge fundet næsten 150 kilo cannabis i bagagen hos tre rejsende.
I forbindelse med scanning af bagage var der nemlig særligt interesse for en af de rejsendes bagage. Og ved yderligere kontrol viste det sig, at der i alt var 47,7 kilo vakuumpakket cannabis fordelt i to kufferter.
Politiet blev herefter tilkaldt, og den rejsende blev anholdt på stedet. Sagen er nu overdraget til Københavns Politi, der har sigtet den rejsende for indsmugling af euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse.
Få dage senere var den gal igen, da Toldstyrelsen fandt 89 kilo cannabis fordelt i fem kufferter hos to rejsende. Begge er sigtet i sagen af Københavns Politi, som har overtaget sagen.
– Disse sager er et bevis på, at vi skal blive ved med at kontrollere, som vi gør. Cannabis skal ikke ind over de danske grænser, og det skal især ikke ende på gaden med henblik på videresalg. Derfor arbejder vi konstant på at blive endnu bedre til at opsnappe den her type narkotika på baggrund af efterretninger, data og konkrete stikprøver, siger Toldstyrelsens kontroldirektør, Jeppe Kjærgaard.
I 2024 tilbageholdt Toldstyrelsens i alt 996 kilo cannabis ved de danske grænser.
Toldstyrelsen samarbejder med politiet om kontrollen af forskellige former for narkotika for at begrænse ulovlig import og handel i Danmark. Sagerne bliver overdraget til politiet, der som ansvarlig myndighed står for den videre efterforskning.