20-12-2023
Nye datoer: Kom og test med os i DMS Online for eksport
Vi har oplevet en stor interesse for testsessionerne i DMS Online. Derfor har vi planlagt en række nye datoer frem til 1. maj 2024 for både online- og system-til-system-brugere. Foreløbig er de første datoer for onlinebrugere på plads, men vi kommer til at melde flere datoer ud snarest.
Er du derfor i gang med at teste i DMS Online, og sidder du med konkrete problemstillinger, som du godt kunne bruge hjælp til, så tilbyder vi en testsession sammen med os. Alle deltagere skal medbringe deres egen computer til at teste på, mens vi vil tilbyde hjælp til funktionelle og tekniske såvel som toldmæssige udfordringer.
Der vil være god tid til at teste og stille spørgsmål. Vi anbefaler derfor at forberede spørgsmål og at tage konkrete problemstillinger op på dagen.
Tid og sted
Du kan foreløbig tilmelde dig en af følgende datoer:
- Onsdag den 10. januar kl. 9-15 i Amtsrådssalen, Lyseng Allé 1, 8270 Højbjerg (i Toldstyrelsens lokaler)
- Tirsdag den 30. januar kl. 9-15, Strandgade 3, 1401 København K (i Netcompanys lokaler)
- Torsdag den 8. februar kl. 9-15 i lokalet Tal R, Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg (i Udviklings- og Forenklingsstyrelsens lokaler).
Målgruppe og krav til deltagelse
For at deltage skal du have adgang til testmiljøet (TFE) for DMS Online og allerede have testet i systemet. Du skal medbringe egen computer.
Vi anbefaler, at du:
- printer vejledningerne om B1-angivelse og godkendt frembydelse og medbringer dem til workshoppen
- medbringer eventuelle bevillinger
- på forhånd orienterer dig i videovejledningerne til DMS Online og i de skriftlige vejledninger på Skatteforvaltningens GitHub.
Begrænset antal pladser
For at sikre, at alle deltagere får så meget ud af dagen som muligt, er der et begrænset antal pladser. Hver virksomhed kan tilmelde maks. to deltagere pr. testsession.
Har du spørgsmål eller udfordringer med at få adgang til DMS Online?
Kontakt Toldstyrelsens Servicedesk på mail servicedesk@toldst.dk.